SVIN & Århus Sinfonietta: Elegi

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Siden albumdebuten i 2011 har Svin været et markant, uortodokst, dansk avantgarde-rockband, som spillede en uforudsigelig, eklektisk form for neoklassisk musik – det ene øjeblik minimalistisk, det næste øjeblik industriel. Og med det nye samarbejde – med kammerensemblet, Århus Sinfonietta – og albummet – Elegi – har uforudsigeligheden kun vundet styrke.

Elegien er en form for lyrisk digtning i græsk og romersk litteratur – en digtning kendetegnet ved et elegisk distikon. Indholdet i litteraturen har typisk været moralsk eller sentimental, og formen er som oftest blevet brugt i forbindelse med grav- eller kærlighedsdigte.

Om vi med Svins og Århus Sinfoniettas Elegi befinder os i gravkammeret eller elskovsreden er uklart, men der er i tonesproget, klangfladerne og teksturerne på Elegi noget mørkt og vemodigt, noget til tider næsten dystopisk. Musikken er gennemkomponeret og stramt arrangeret, i momenter inderlig – det er for eksempel den fjerde af de ti satser – og i andre momenter rituelt industrielt – det er for eksempel den anden sats.

Albummet åbner med en helt enkel, akustisk guitar og udvides langsomt til et mere facetteret og tåget tonesprog, der blandt andet sender denne anmelders tanker i retningen af græske Eleni Karaindrous gribende musik til Theo Angelopoulos’ lige så gribende spillefilm, Ulysses’ Gaze.

Elegi er melodisk minimalisme, riter, stemninger – akustisk og elektronisk musik i et fornemt miks – en næsten magnetisk form for musik, som både har rod i traditioner og futuristiske træk.

Henrik Pultz Melbye (saxofon, EWI, klarinet og tangenter), Lars Bech Pilgaard (guitar og tangenter) og Thomas Eiler (trommer) har således igen-igen skabt et magisk værk. Og samarbejdet med Århus Sinfonietta har kun ført til det, der må betegnes som et hovedværk. Elegi er således et ambitiøst, gennemarbejdet og fuldendt, kunstnerisk værk, som til og med er fornemt pakket ind af designeren, Ana Vujovic.

***** / Dacapo Records / 54 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share