Yuko Fujiyama, Graham Haynes & Ikue Mori: Quiet Passion

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er virkelig svært at vurdere, om det har været godt eller skidt for musikken, men den japanske jazzpianist / avantgardist, Yuko Fujiyama, har haft brug for at søge indad – i en periode på flere år – for igen at kunne komme op og ud med noget, der tilsammen kunne udgøre et nyt album. Andre musikere kan producere i hastigt tempo, uden at man af den grund vil kunne hævde, at deres produkter bærer præg af hastværk – en anden, næsten jævnaldrende, japansk jazzpianist / avantgardist, Satoko Fujii, er et eksempel herpå – hun udsender nye album i en lind strøm. Men okay. Yuko Fujiyama har brugt mange år på at udtænke og skabe Quiet Passion, og har i sidste ende gjort det sammen med nogle musikere, som hun kender rigtig godt: Graham Haynes på kornet og electronics og Ikue Mori på electronics. De 13 skæringer på det nye album fremstår som et antal suiter – hvoraf én f.eks. hedder Quiet Passion. Dén suite er i tre satser og fremstår – som resten af musikken på albummet – som et kaotisk og dog kontrolleret miks af moderne partiturmusik, avantgardejazz, nujazz og improjazz. Musikken er kompleks og særegen, men også aflæselig og teknisk fascinerende. Den taler dog mere til intellektet end hjertet, og dét er dens største svaghed.

***  /  Intakt Records  /  52 min. 

Please follow and like us:

  • 0
  • Share