KONCERTANMELDELSE

Sidst han spillede i Danmark var i 2017. Men i aftes, fredag den 1. april 2022, passerede  han på sin nye europæiske turné Den Grå Hal på Christiania – femten år efter sin pladedebut, med materiale fra sit nye (sjette) album, Memoria, som også har lagt navn til turnéen. Den turné vil bringe ham rundt i det meste af Europa – til mere end tyve venues hvoraf yderligere én er i Danmark: nemlig festivalen Heartland, som afholdes på Sydfyn i juni i år.

Ud af femten numre i Den Grå Hal var kun koncertens fire sidste numre ikke fra Memoria. Det er da også som om materialet på Memoria er tænkt eller skabt til live-optrædener. Det stod i hvert fald klart i Den Grå Hal, at numrene herfra fungerede live. Trentemøllers shoegaze, hans melodiske minimalisme eller minimalistiske melodik, hans dreamscapes – al hans elektronik og el-guitareren, el-bassen, trommerne og den kvindelige vokal – alt fungerede og hang sammen og førte til orgastiske forløsninger. Eller til noget næsten transcendent – det gjorde for eksempel nummeret ”Glow”.

Med sig på scenen havde Trentemøller et nyt band bestående af fire særligt udvalgte musikere: 1) den islandske guitarist og vokalist, Disa, som spillede og sang med en besnærende autenticitet; 2) den fascinerende, energiske og uhyre stringente trommeslager, Silas Tinglef; 3) den eminente guitarist, Brian Batz, som spillede med overbevisende autoritet; og 4) den solide bassist Jacob Haubjerg. Begge de to sidstnævnte indgår også i shoegaze-orkesteret, Sleep Party People.

At stå i Den Grå Hal og se og høre sammensmeltningen af visuals, lys, musik og sang – efter fra den lange kø at have hørt opvarmningen ved School of X var – forløsende. Køen havde strakt sig helt fra Pusherstreet til Den Grå Hal, så det var forløsende bare at nå frem. Inde bemærkede jeg en intens forventning, som kun yderligere blev påvirket af en flot lyssætning (v. den legendariske lysdesigner, Leroy Bennett) – kombinationen især af lys (der til- eller utilsigtet var i ukrainske farver) og de siden ofte diffuse visuals (der gav mindelser om dronevideoer fra sønderbombede byer). Summen gav i momenter den industrielle / militaristiske musik et særlig stærkt præg. (Måske var det bare mig, der overfortolkede).

I andre klangflader blev det industrielle / militaristiske afløst af smukke drømmelandskaber, som i hvert fald gav mig – men muligvis også andre blandt publikum, som med lukkede øjne søgte tranchen – lyst til at fortabe sig i og nyde Trentemøllers boblebad af vellyd. Den vellyd skyldtes selvfølgelig hans egne elektroniske klangflader, men også de rå instrumenter, deres håndtering, og Disas forførende sang – og i øvrigt en god lyd i rummet. Ikke dermed sagt, at det hele udviklede sig i hverken meditativ eller poppet retning, for dertil er Trentemøllers musik al for kompleks, men det melodisk minimalistiske element eller den minimalistiske melodik blev i hvert fald i passager tilført noget ja, forløsende varmt og intenst.

Og så viste materialet fra det nye album sig i den grad at være sceneegnet. Og tak for det – efter to år med Corona.

***** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk