MUSIKANMELDELSE

Anders Koppel har med Mulberry Street Symphony begået en genistreg. Symfonien, der er skrevet til og forløses af en jazztrio og et symfoniorkester er således fornemt afbalanceret – mellem det rytmiske og det klassiske. Og så er symfonien i øvrigt en meget bevægende hilsen til det New York, som den berømte, danske fotograf, Jacob Riis, forevigede i 1890’erne – det vil sige den fattige del af storstadens befolkning.

Faktisk er Anders Koppels nye symfoni så fornemt skrevet og forløst, at jeg undervejs i aflytningen flere gange tænker på ingen ringere end George Gershwin – den amerikanske komponist, som nok nåede at opleve reminiscenser af den fattigdom, Jacob Riis fotograferede. Gershwin døde selv trods relativ velstand i en ung alder – i 1937, ti år før Anders Koppel blev født – men musisk var Gershwin moderne, og at dømme ud fra Mulberry Street Symphony er Anders Koppel altså arving i direkte linje, selv om han er dansker, født en halv snes år efter Gershwins død og altså ikke kan have været skrevet ind i arvefølgen. Koppels musik bygger videre på Gershwins modernitet og forener med organisk sanselighed og naturligt drama det rytmiske og det klassiske – sådan som Gershwin gjorde det i Porgy & Bess og siden Philip Glass i Koyaanisqatsi. Koppel forener stilarterne – og ikke bare i enkeltstående numre, men i værket som helhed – og han gør det overbevisende.

Besætningen, der forløser værket består af saxofonisten Benjamin Koppel, kontrabassisten Scott Colley og trommeslageren Brian Blade foruden Odense Symfoniorkester, der dirigeres af Martin Yates. Kontrabassisten og trommeslageren er to levende, amerikanske legender, som jævnligt optræder på Frederiksberg og i Valby – når Valby Summer Jazz tager del i Copenhagen Jazz Festival i de to bydele. Benjamin Koppel er manden bag Valby Summer Jazz og som bekendt også Anders Koppels søn, så der er gået lidt ”familie” i det her projekt, men samtidig må jeg sige, at netop Benjamin Koppels andel i forløsningen af faderens værk er noget af det bedste fra hans side nogensinde. Saxofonen er langt fremme i lydbilledet, men Benjamin Koppel formår at økonomisere og balancere det dominerende med det ydmyge. Og da han flankeres af to eminente instrumentalister er fundamentet altså sikret. Symfonikernes ciseleringer og især strygernes og blæserne gedigne lydflader går aldeles godt i spænd med den rytmiske musik.

I den forstand har Anders Koppel ramt bulls eye med værket – både med værket som helhed og med de enkelte satser – for eksempelvis satserne ”Stranded in the Strange City”, ”Tommy the Shoeshine Boy” og ”The Last Mulberry”. Mulberry Street Symphony og hver enkelt sats er som dramaturgisk veldisponerede fortællinger, der såvel teknisk som kunstnerisk taler til intellekt og hjerte.

******  /  UNIT Records  /  93 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk