MUSIKANMELDELSE
Orkesteret skulle oprindeligt bare have været samlet til en workshopkoncert i 2017. Fredrik Lundin var som ”månedens kunstner” blevet bedt om til Mandagsklubben i 5E i Kødbyen i København at præsentere et nyt projekt, og hertil lod han sig inspirere af i hvert fald to fænomener: Han havde kort forinden stiftet bekendtskab med to danske folkemusikere, som spillede henholdsvis sækkepibe og violin; og han var blevet optaget af det canadiske band, Bruce Peninsula – et band med flere sangere og to trommeslagere.
Lundin var blevet forelsket i lyden af de mange stemmer, det brede beat og de særegne instrumenter (i en rytmisk, musisk sammenhæng), men naturligt nok inddrog han også (som så mange gange før) sin kone, Trinelise Væring, i projektudviklingen. Og hun skrev tekster og vokalarrangementer m.m. – samtidig med, at Lundin selv komponerede musik, der opsamlede elementer af østeuropæisk folkesang, nordisk folk, americana, nordafrikanske stemninger og jazzede facetter.
Ud af det ene projekt opstod noget, der var til meget andet og mere. Og nu, endelig – efter Corona-pandemiens bespænd – er det her: det første (men forhåbentlig ikke sidste) album fra bemærkelsesværdige Tone of Voice Orchestra, der består af Fredrik Lundin (sax og fløjte), Christian Mohr Levisen (sækkepibe, drejelire og cittern), Emma Kragh-Elmøe (violin), Joel Illerhag (kontrabas), Jesper Uno Kofoed og Andres Provis (trommer og slagtøj) og Trinelise Væring, Ania Rubacka, Maria Kynne og Tine Refsgaard (alle på vokal).
Musikken på det selvbetitlede album er dybt original, genremikset meget særegent, udtrykket stærkt overbevisende – og det uanset om udtrykket er old school eller hypermoderne, uanset om det (momentant) er genretro eller crossover. Det hele er organisk, sanseligt, stort og dybt. Noget af det hidtil bedste og mest sammensatte og dog tilgængelige fra Lundins og Værings side. Væring er helt åbenlyst gået efter tekstuelle hooklines, og i kombination med Lundins bidrag er opstået et materiale, som de ti håndplukkede bidragsydere forløser med respektindgydende pondus.
Undervejs under aflytningen ledes mine tanker i retningen af eksempelvis det britisk/australske band, Dead Can Dance, som op igennem ’80erne lavede flere fremragende plader. Men jeg hører også helt gennemgående noget helt originalt – og det af højeste klasse.
***** / Stunt Records / 41 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk