MUSIKANMELDELSE
De tre fyre har en fortid i Boujeloud – det orkester, der for en innovativ, instrumental og voldsomt udfordrende form for free-psycho-jazz blandt andet modtog en Carl Pris og en DMA JAZZ i 2016. Sidstnævnte fik orkesteret i kategorien: ”Årets Danske Særudgivelse” – og her henvistes til albummet, Candy Prince, der blev rost for at være ”jazz med trash, freejazz og afrobeat-afstikkere”.
Med navneskiftet til Baujillaud og nedskaleringen af besætningen fra fem til tre – nu er kun Mads Egetoft (vokal, keys og saxofon), Emil Palme (guitar) og Anders Vestergaard (trommer) tilbage – slår orkesteret ind på nye veje, rent musisk. De tre orkestermedlemmer kalder selv deres nye musik ”weirdo rock”. Og det udtryk er egentlig meget dækkende. I hvert fald bliver musikken til med afsæt i fri improvisation, og så får den ellers al den CO2-udledende kul, den kan trække i en form for miks af straight forward, guitarbaseret garagerock og free-pseudo-psycho-jazz med brutale ciseleringer fra saxofonens side.
Det hele fremføres på en vanvittig energisk og pågående, men også forunderlig let og lystig vis, så man som lytter til tider får lyst til at danse, stikke fingrene i ørerne og enten hengive sig til en crazy act eller løbe langt væk for at sikre sin fulde fem. Der er således også noget næsten brutalt, industrielt over nogle af numrene – f.eks. over nummeret, ”Helix”, der er som at være tilstede i et uklart tågelandskab ved havnefronten, mens såvel bølger, som værft og tågehorn fylder lyttelapperne ud.
Jeg har svært ved at se den mulighed for mig, at man får lyst til at sætte sig ned og lytte og nyde A Vision of a Dragon’s Head. Men jeg kan sagtens se den mulighed for mig, at man får lyst til at skrue voldsomt op, bide tænderne sammen og banke store søm i en blok – når man f.eks. lytter til ”Baby Donna”. For Baujillauds musik er ren energi – med momenter af beskidt, for ikke at sige kulsort energi – men det er også musik, man får lyst til at udfolde sin egen energi i forhold til. For musikken inviterer, selv om den ikke er pæn. Ikke er konventionel. Eller pleasende. Men hævet herover.
**** / Abstract Tits / 42 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk