MUSIKANMELDELSE
Der er altid noget fascinerende ved at møde par, der er et godt match – i kunst og kærlighed. Jeg tror på, at sangerinden Darlene Cooper og pianisten Bill Sample er et sådant par / match. Deres duo-album, You & I, er i hvert fald et utvetydigt bevis herpå. Og den konklusionen drager jeg ikke bare, fordi albummet nu hedder det, det hedder, men også fordi det sammenspil de to udøver og demonstrerer er så udtalt sanseligt, smukt og fortroligt. Den enkle vokaljazz – sang akkompagneret – er teknisk / kunstnerisk eminent, men også noget nær tårevædende. Og dét er hovedpointen i denne sammenhæng: De to har sammen skabt et troværdigt og teknisk enkelt og noget nær formfuldendt album med deres versioneringer af ballader som Hoagy Carmichael og Ned Washingtons The Nearness of You, Isham Jones og Gus Cahns It Had To Be You, Stevie Wonders You and I, Buddy Johnsons Save Your Love For Me og Billy Strayhorns Lush Life. Og – tjek selv titlerne. Passer de ikke ind i konceptet med det gode match i musik og kærlighed? Svaret er jo! You & I er i den forstand et smukt sted at starte, hvis man vil have varme, kærlighed og charme i sine højttalere.
**** / Eget selskab / 64 min.