MUSIKANMELDELSE

Ea Wim betegner sig selv som ”neoklassisk komponist og sangerinde.” Det er med den selvforståelse in mente, jeg sætter mig til at lytte. Men selv efter flere aflytninger skal man, i min optik, være mere end almindeligt åben over for genren for at kalde musikken på Bevægende stilstand neoklassisk.

Jo, skæringer som ”Sjælen er død” og ”Bevægende stilstand” kan jeg sagtens hæfte genrebetegnelsen på, men også kun dem.

Bevægende stilstand åbner med ”Timet er min ungdom” – en ren spoken word sag. Albummet rummer herudover to instrumentale numre – de førnævnte, mest neoklassiske. Alle resterende skæringer er lettere forcerede, teatralske, lidt opstyltede sange med akkompagnement af klaver og/eller strygere. Der er lige som et narrativ i alle teksterne, og derfor minder udtrykket som helhed også en smule om syngespil eller operette.

Men det hele foregår med løftede, ikke sænkede skuldre. Det hele er luftigt snarere end grundfæstet. Selvfølgelig helt bevidst. Men det er dét, der gør, at jeg finder summen lettere anstrengende.

Vel er der litterære, lyriske kvaliteter i teksterne – som for en dels vedkommende handler om en rus af ungdommelig kærlighed, for en anden dels vedkommende om en forstemt angst, afsked og frygt. Under alle omstændigheder om følelsesmæssige brydninger i formative år. Og om triste konsekvenser i form af eksempelvis social isolation.

Ea Wim lægger ikke skjul på, at teksterne er skrevet med afsæt i egne oplevelser af passion, angst, ensomhed og sorg. Hun formår alligevel – det meget personlige stof til trods – at skabe noget, der kan tale til andre; at skabe nogle stemninger først og fremmest.

Men personligt vægrer jeg mig for at blive en del af stemningen. Og det er måske albummets problem – kombinationen af stemningen og det teatralske. Det hele bliver lettere anstrengende.

Tre skæringer kan jeg dog koble mig på: 1) ”Skiftende strømme” – den titel er meget kendetegnende for stoffet som helhed og 2) de to instrumentale skæringer: ”Sjælen er død” og ”Bevægende stilstand”. Det kammermusikalske udtryk i de to sidstnævnte er decideret smukt. Ligesom spændvidden i ”Skiftende strømme” er gribende.

***  /  ExoPac  /  37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk