Gorm Askjær Secret Safari: First Movement

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Gorm Askjær Secret Safari er en ny dansk jazzkvintet, som med First Movement pladedebuterer. Dét lyder jo meget jomfrueligt, men de fem besætningsmedlemmer er altså rutinerede herrer: Kasper Tranberg på trompet og flygelhorn, Christian Vuust på saxofon, Gorm Askjær på guitar og banjo, Thomas Sejthen på bas og Morten Nottelman på trommer. Det er herrer, der tilsammen har årtier på bagen som udøvende og tilsammen har tråde udi såvel det traditionelle som det moderne, det melodiske såvel som det klangbaserede, det swingende og det svævende. Gorm Askjær Secret Safari spiller – og det kan ikke overraske – et originalt materiale, der altovervejende er skrevet af Gorm Askjær. Genremæssigt ligger materialet imellem de nævnte æstetikker og i øvrigt trækker det tråde til countrymusikken, surfrocken og den klassiske musik. Eksempelvis er et af debutalbummets smukkeste numre en pastiche over Erik Saties Gymnopédie No. 1. Gorm Askjærs eget nummer, The Secret Safari, er dog også værd at bemærke – det er et smukt, melodisk, følende og dog stringent – med fine solopartier og en formfuldendt spændingskurve fra start til slut.

****  /  Jaeger Community Music  /  39 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share