KONCERTANMELDELSE
Som performer er Myrkur historiefortæller. Og det med næsten alle kropsdele, klædestykker og udsmykninger.
Hun har alle dage været det. På scenen i hvert fald. Og hun er det stadig – en my(s)tisk urkraft, der på både fortryllende og ildevarslende vis bærer vidnesbyrd og varsler godt og ondt – hvilket i sig selv er fascinerende, når hun samtidig er så eminent en sangerinde, sangskriver og fortolker – foruden musiker.
Noget andet og næsten lige så fascinerende er, at hun favner så vidt, som hun gør – fra black metal til folkemusik. (Hendes seneste album, fra 2020, hed Folkesange). Det, at hun favner så vidt, ser man på hendes publikum. Lørdag aften i Koncertsalen i DR Byen var det særlig tydeligt. Her så man alt fra de distingveret klædte (skrud og skarpe jakkesæt), over de hippeste hipstere (tjekkede denim klæder og skarpe fuldskæg) til de mørkeste nysere (med sorte eyelinere, sorte plateaustøvler, sorte cowboybukser, iturevne sorte netstrømper, sikkerhedsnåle og syndige tatoveringer) og naturens bløde elskere (med rastahår, batik og frynser foruden orange flader).
Tænk, at disse meget forskellige mennesker havde købt billet til samme koncert! Det var – og er – altså fascinerende. Og har, tror jeg, noget at gøre med, at Myrkur er så my(s)tisk og dragende. Hun støder tilsyneladende ikke nogen fra sig – selv om overgangen fra black metal til folkemusik forekommer mig markant. Måske kan man under ét kalde hendes stil nordisk neofolk.
Under alle omstændigheder – lørdag aften var Myrkur igen-igen my(s)tisk og dragende. Og igen-igen viste hun sig som en blændende sanger, musiker og performer – under et: performer. Materialet på aftenen var fortrinsvis hentet fra Folkesange, men enkelte ”gamle” numre og enkelte uropførelser blev det også til. Og med et set-up – med fire korpiger, trommer, kontrabas, cello og violin – var stilen lige som sat. Vi var i et akustisk univers, lænede os op ad det kammermusikalske / sakrale, men holdt os på neofolk’ens smalle, dydige sti med en sangerinde / elverpige i front i hvidt skrud!
Til tider var der en glædens rus over det, Myrkur skabte, men for det meste var det alvorens tyngde, der farvede oplevelsen af hende. Når hun for eksempel sang og spillede sublime størrelser som ”Ella” og ”Harpens kraft” – blev jeg uvægerligt draget ind i hendes mørke, vindblæste, men bløde landskaber. I den forstand er hun overbevisende. Hendes stemmes klang er så ren. Hendes udtryk er så ægte. Hendes optagethed af det nordiske, historien, mytologien så renfærdig. Når hun – og koret – drog mig ind i sin / deres ”Vinter”, var jeg klar til at tage vanten op og trodse klingrende frost.
Myrkur og hendes kor og hendes band var sindssygt overbevisende og præsterede kunstnerisk til et skælvende UG.
***** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk