MUSIKANMELDELSE
Sune Pors er en ny, lovende guitarist/komponist på den danske jazzscene. Og Convalescence er hans debutalbum – et på mange måder vellykket album, hvorpå han selv optræder som solist akkompagneret af dansk/norsk/spanske Admeta Stríng Quartet (Selma Trammitzke Milling, Freja Guldberg Larsen, Maria Vara de Alba og Maria Kolby Sonstad). Musikken er genremæssigt et miks af original kammerjazz og moderne, sfærisk jazz med en nordisk klangflade. Enkelte skæringer er prøvende, andre fuldt ud afrundede – dette sidste gælder f.eks. numre som Find Your Feet og Unconditioning, der efter min mening er albummets bedste. De, og andre numre, har en skarphed i klangen og en åbenhed i karakteren. Det er kombinationen af det – æstetikken, kompositionerne og klangfladerne, genremikset og den kunstneriske åbenhed, der gør de nævnte numre og debutalbummet og dets brud med kompositoriske konventioner så interessant. Et nummer som Equator bygger endda en interessant bro til sydlige himmelstrøg. Nok siger Sune Pors selv, at han har hentet inspiration hos navne som Bill Frisell og Jakob Bro – dét har han ganske givet – men med strygerne i ryggen placerer han sig alligevel også et andet og nyt sted på scenen. Det gør han endda endnu tydeligere i et solonummer som Star Trails.
**** / Jaeger Community Music / 36 min.