MUSIKANMELDELSE

At lytte til japanske Joji Hirotas nye album, Prayer’s Tale, er i lange stræk som at lytte til et soundtrack fra en dramatisk japansk film med kampscener, vidstrakte landskaber og heller af, landsbyer og samuraier. Prayer’s Tale er et soloalbum, og alt hvad man hører er den rutinerede viruos’ elegante og voldsomme tromme- og slagtøjsspil, hans udbrud, kampråb og strubesang. Det hele er ekstremt dramatisk – i momenter næsten meditativt – men for det meste dramtisk og voldsomt. Hirota er story teller; han formår at fortælle historier med sine trommer og bjælder og klokker og gong-gonger; formår at knytte kontakt mellem det jordiske og det himmelske, mellem menneskene og guderne, det jordbundne og det hellige, det nye og det gamle. Og det på en direkte, kontant og virtuos måde. Særligt betages jeg af titelnummeret, der et næsten meditativt højlands-indspark i et ellers kaotisk univers – et indspark med klokkespil og strubesang, vejrtrækning og tid – et blik ud over bjergene, en særegen ro. Hirotas indsats er helt generelt unik og ekspressiv, men når roen indfinder sig, er hans univers også helt særligt attraktiv.

****  /  ARC Music  /  68 min.