MUSIKANMELDELSE
Det må for den østrigske avant-garde-trompetist og –komponist / tonekunstner, Michael Mantler (som i mange år har boet i USA), være et helt utroligt spændende retrospektivt arbejde, han pt. udfører. Han dykker nemlig ned i sit eget gamle bagkatalog, tager musikstykker op og bearbejder / arrangerer disse for (lille) symfoniorkester og vupti – nyt liv opstår. De nye udgaver af musikstykkerne har nok tydelige tråde tilbage til de oprindelige udgaver, men mange af dem fremstår også som helt nye, voldsomt inciterende, innovative og intellektuelle størrelser – som moderne partiturmusik (af avantgardistisk tilsnit) med strejf af fusionsjazz og rock. Ikke overraskende har Michael Mantler samlet et hold af musikere, der virkelig kan deres metier. Og set med danske briller er det interessant, at en af disse musikere er guitaristen, Bjarne Roupé, som gør en absolut bemærkelsesværdig indsats. Roupé er – næst efter Mantler selv – den mest markante solist. Men også strygerne gør samlet set en god figur i fem suiter, som ved en første aflytning kan forekommer komplekse og svært tilgængelige, men som ikke desto mindre åbner sig smukt og dramatisk ved gentagen, opmærksom aflytning.
***** / ECM Records / 54 min.