MUSIKANMELDELSE

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor kendt og anerkendt den danske guitarist, Johnny Stage, er. Men det er et faktum, at han har spillet i mange teaterforestillinger og medvirket på / produceret mere end 40 plader – herunder prisvindende og originale plader med navne som Sort Sol, Martin Hall, Das Beckwerk og Maggie Björklund – og endelig at han sideløbende har udgivet to soloplader, senest Rock Ola i 2017, til rimeligt gode anmeldelser.

Den brede vifte af samarbejder med alt fra progressive eksperimentalkunstnere til mere konventionelle blues- og rockartister har lært ham som en anden lods at navigere i de guitarbaserede have. At dømme efter hans nye soloplade, No Strings Attached, føler han sig dog mest hjemme i de mere konventionelle rockhave. I hvert fald er musikken på hans tredje plade rendyrket rock – tilsat en knivspids blues og folk. Og et skvæt kitch – vil jeg mene.

Musikken vidner om, at Johnny Stage er erfaren og habil – både som guitarist, komponist, producer og sangskriver. Men den vidner også om, at han har blik for betydningen af partnerskaber. Således har han på pladen besøg af den britiske guitarist, Chris Spedding. Og dét besøg er altså virkelig vellykket. De tos sammenspil er virtuost og medrivende, og Speddings bidrag (på fem numre) så absolut virksomt.

Men samtidig er der altså også dette skvæt af kitch over Stages og Speddings udspil. Jeg hører f.eks., at de (eller er det bare Stage?) har hentet inspiration hos etablerede navne som Sort Sol – hør nummeret, ”Pearls” (er det en pastiche over ”Let Your Fingers Do The Walking”) – The Eagles – hør nummeret, Two Kinds of Blues” (er det en pastiche over ”Hotel California”) – og helt generelt hos Gary Moore. Sidstnævntes guitarspil har i hvert fald dannet skole for Stage og Spedding, der søger samme rå, ligefremme og varme klang. Stage og Spedding stræber efter at kanalisere samme essens, nerve og energi ud til deres lyttere. Vel at mærke i respekt for genren og traditionen. Ikke alle numre holder dog niveau. Ikke alle sange er tilstrækkeligt gennemarbejdede og originale. Og vokalen? Den lader noget tilbage at ønske.

*** / Kørfirs Records / 37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk