MUSIKANMELDELSE
Lina Nyberg er en af de store stjerner, pt., på den svenske vokaljazzscene. Især har hun markeret sig (og modtaget priser) for sine fortolkninger af sangene fra The Great American Songbook. Det er da også sange fra dén, hun på sit nye album med pianisten Daniel Karlsson tager fat om – The Night and the Music åbner således med en versionering af Cole Porters Night and Day og passerer herefter hen igennem numre som Thelonius Monks og Bernie Hanighens ’Round Midnight, Hoagy Carmichaels og Mitchell Parish’ Stardust og Duke Ellingtons I Like the Sunrise. Fælles for alle versioneringerne på albummet er, at de er barberet ned til et minimalistisk udtryk. Men fælles for dem alle er også, at de er som rundet af noget bedaget, noget tungt og træt, noget energiforladt. Og dét generer mig. For det er muligt, at Nyberg og Karlsson har søgt det intimt vemodige udtryk – dét er de i hvert fald lykkedes med. Men samtidig er det som om, især Nyberg ikke finder ind til nerven, men tvært imod – som om hendes øjenlåg er ved at glide i. Og det er ærgerligt, for den vokale helhed bliver enerverende – trods et fint akkompagnement.
*** / Prophone Records / 49 min.