Kira Skov: Spirit Tree

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Alle musikere i denne verden (tror jeg) har personlige erfaringer med konsekvenser af Coronanedlukningen af samfundet. Alle er de blevet konfronteret med isolation og frustration. Men ud af dét er der også kommet en række spædende, nye udgivelser – Kira Skovs Spirit Tree føjer sig bare til rækken af disse (og flere kommer ganske givet til).

Selv siger Kira Skov, at hun – da Coronaen ramte verden og sendte alle i lockdown – blev ramt af en trang til at række ud med sin musik – til musikere og sangere, hun enten har arbejdet sammen med, kender eller beundrer for på afstand, men sammen med disse at skabe mening i en ellers meningsløs tid.

Resultatet er blevet et fremragende album med fjorten nye, originale sange og kompositioner af egen avl og nogle helt åbenlyst eminente samarbejder med udenlandske sangere og musikere som Bonnie ’Prince’ Billy, John Parish, Bill Callahan, Lionel Liminana, Mark Lanegan, Lenny Kaye og Jenny Wilson og dittoer som danske Steen Jørgensen, Mette Lindberg, Marie Fisker og Stine Grøn.

Altovervejende er der tale om duetter, ”flaskeposter” sendt frem og tilbage og konstant raffineret. I flere tilfælde altså med sangere og musikere, som Kira Skov tidligere har samarbejdet med. Og igen-igen med det ”gamle” band med Silas Tinglef, Anders ’AC’ Christensen, Oliver Hoiness og Maria Jagd.

Genremæssigt befinder vi os i singer-songwriter land – et sted midt imellem indie-poppen, den moderne folk og vokaljazzen. Og ikke overraskende er der noget mørkt (”In the End”) og til tider ildevarslende (”Love is a Force”) over Kira Skovs sange og musik. Noget melankolsk. Og alvorligt. Men mørket, melankolien og alvoren har også en dragende, næsten magnetisk, seriøs karakter, som gør, at man ikke intenst kan lytte uden at blive berørt. Selv bliver jeg ramt af en trang til at lytte igen og igen og igen, mere intenst – til smerten, vemodet og de glimt af lys og håb, som også findes.

Nummeret (singlen), ”We Won’t go Quietly” med Bonnie ’Prince’ Billy, har allerede gået sin sejrsgang ude i verden. Det samme har ”Love is a Force” med Bill Callahan & Stine Grøn. Men selv får jeg lyst til at fremhæve numrene ”Deep Poetry” med Lionel Liminana, ”In the End” med Steen Jørgensen og ”Dusty Kate” med Mette Lindberg. Foruden det mere uprætentiøse ”Tidal House” med Marie Fisker. Disse numre rummer en magnetisme, som er betagende og gribende.

***** / Stunt Records / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share