MUSIKANMELDELSE
Det danske elektrofolk-orkester, Sorten Muld blev dannet i 1995 af sangerinden Ulla Bendixen og hendes mand, Martin Ottosen, foruden Henrik Munch.
Helt fra starten tiltrak orkesteret sig opmærksomhed med Bendixens inciterende vokal og Ottosens og Munchs magnetiske miks af elektronisk og akustisk folk. Sange som ”Ravnen”, ”Venelite”, ”Bonden og Elverpigen” og ”Jeg gik ud en sommerdag” blev populære, anmelderroste og markant anderledes, dansksprogede ”hits”, der syntes at bunde i en dansk, middelalderlig tradition, men som også i Sorten Mulds håndtering blev som moderne storytelling af ekstraordinært raffineret afart.
Fortjent var orkesteret i 1998 nomineret til hele otte Danish Music Awards for debutalbummet, Mark II fra 1997. Fortjent modtog orkesteret to DMA’er. Fortjent optrådte orkesteret på blandt andet Roskilde Festival, Skanderborg Festival og Midtfyns Festival. Og selvfølgelig blev forventningerne i enhver forstand skruet op!
Men af flere grunde – blandt andet fordi Bendixen og Ottosen fik fire børn – har Sorten Muld siden starten i flere gange været sat på pause. Derfor er det også – indtil nu – kun blevet til tre album og en EP fra det epokegørende orkesters side. Men nu! Ja, NU er Sorten Muld igen albumaktuel – med Mark IV. Og denne anmelders forventninger bliver IKKE gjort til skamme. Tværtimod. Alle mine forventninger bliver indfriet – og det både fordi orkesteret er tro overfor sit eget æstetiske udgangspunkt; fordi nogle af de nye numre rummer elementer af det, som orkesteret selv kalder ”det nye nordiske” – det vil sige elementer af traditionel og moderne, mellemøstlig/tyrkisk musik; fordi sangene og musikken – tilsammen storytellingen – er så forførende fremmanet; fordi udtrykket er så dramatisk, så meningsmættet og så modent; og fordi produktionen er så mesterlig.
En ting er, at jeg bliver så betaget af de to nye versioneringer af ”hittet”, ”Venelite”. Noget andet er, at de helt nye numre tilføjer nye, bevidsthedsudvidende dimensioner. ”Venelite” handler om en bjergkonge, der bortfører en pige og giver hende noget at drikke, som får hende til at glemme sine forældre. Men samme form for drama og eventyr indgår i de nye numre – og heri og i den æstetiske videreudvikling af udtrykket ligger det bevidsthedsudvidende. Åbningsnummeret, ”Hillelil”, er for mig at høre højdepunktet blandt alle tinderne på albummet. Det er et drama, som bygger på en norsk middelaldervise! Men også eksempelvis ”Under månens blanke tæppe”, som bygger på en traditionel, tyrkisk folkevise er eminent. Og det er i øvrigt også outroen, det vemodige klaverstykke, ”Efterår”.
***** / Eget selskab / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk