MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazzsaxofonist og –komponist, Dan Blake, udsender med sit nye album, Da Fé, et politisk opråb for at gøre opmærksom på den globale klimakatastrofe, den udbredte fattigdom, den vedvarende hungersnød og den omsiggribende racisme. Vel at mærke gør han det på en meget subtil måde, idet man som lytter selv skal være i stand til at kunne koble tematikkerne til den instrumentale musik, hvilket man – set igennem min optik – ikke umiddelbart vil kunne. Vel er der noget stressfremkaldende, kaotisk og enerverende over flere af numrene på albummet, men herfra og til at kunne koble de kunstneriske udtryk til de nævnte, politiske agendaer er der langt. Lytter man imidlertid isoleret set til musikken, så vil man opleve et på én gang introvert (teknisk funderet) og ekstrovert (voldsomt) udtryk. En pågående og netop enerverende form for musik, som snarere taler til intellektet end til hjertet. Netop dét er musikkens / albummets hovedproblem. Jeg har som lytter svært ved at høre andet i musikken end insisterende muggen. Et nummer som The Cliff er et godt eksempel – godt syv minutter i helvede.
** / Sunnyside Records / 50 min.