MUSIKANMELDELSE

Den danske jazzguitarist, Jakob Bro, har i de senere år – altovervejende med amerikanske sidemen – tuneret verden rundt. Og dét med afsæt i flere mesterlige plader på prestigiøse ECM.

Men måske er hans nye album et varsel om nye tider? I hvert fald er besætningen på Uma Elmo, Bros femte album på tyske ECM – europæisk. Trioen består foruden kapelmesteren selv af den norske trompetist, Arve Henriksen, og den spanske trommeslager, Jorge Rossy. Og de tre er altså et match made in heaven.

Arve Henriksen er kendt for sin ofte hviskende, lyriske tone og sit samarbejde med blandt andre Trio Mediaevel og Tigran Hamasyan. Jorge Rossy er kendt for sit mangeårige virke i Brad Mehldaus første trio. Og sammen er de tre altså synergi, der vil noget.

Generelt er der noget poetisk drømmende, sfærisk svævende over Jakobs Bros musik, men når den forløses i et ydmygt og dybfølt, momentvist stærkt insisterende sammenspil med Arve Henriksen og Jorge Ross, så er der ikke et øje tørt. Allerede efter få sekunder i åbningsnummeret, ”Reconstructing a Dream”, er jeg i hvert fald indfanget af det søgende udtryk, melankolien og det potentielle drama, der lurer i eller bag den umiddelbare skønhed.

Det lydlandskab, som de sammen maler, er smukt og varmt, favnende, måske uendeligt, i hvert fald sløret af… Ja, af hvad? En bølgende varmedis? En abstraktion? Jeg ved det ikke, men dragende smukt er det – som for eksempel i nummeret, ”Morning Sun” eller i numrene ”Beautiful Day” og ”Slaraffenland”.

For det meste er der en stille morgenstemning i musikken. En opvågnen til noget ukendt, men som udgangspunkt lyst og venligt.

Åbningsnummeret er efter min mening den smukkeste af alle albummets ni perler – en hilsen til den gryende dag. Men også det efterfølgende nummer, Jakob Bros hilsen til den nu afdøde Tomasz Stanko, ”To Stanko”, er mesterligt –  mildt, lavmælt og ærbødigt. (Jakob Bro var i en periode sideman for den polske jazztrompetist, men synes med nummeret at vågne op til en virkelighed uden Tomasz Stanko).

Jakob Bro har også (ind)spillet med den nu afdøde, amerikanske jazzsaxofonist, Lee Konitz. Han får en hilsen med på vejen, i den skitse af et nummer, som ”Music for Black Pigeons” udgør, og som også klædeligt har en kant, der yder modstand.

****** / ECM Records / 62 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk