MUSIKANMELDELSE

Kaleiido er navnet på en ny, spændende, dansk duo bestående af saxofonisten Cecilie Strange og guitaristen Anna Roemer – en duo som jeg klart vil begynde at følge, fordi jeg oplever den som særegen, original og både teknisk og kunstnerisk vital og suveræn. Faktisk oplever jeg duoens musik som en moderne, dansk pendant til forne tiders produktioner af Brian Eno.

Med sig på debutalbummet, Voyage, har Cecilie Strange og Anna Roemer et stærkt hold af ligeledes danske musikere: trompetisten Kasper Tranberg, bassisten Anders (AC) Christensen, trommeslageren Jakob Høyer og vokalisten Stine Steendorph – et hold, der med overbevisende bidrag understøtter duoens fascinerende, næsten meditativt intense rejse.

Voyage består af syv sammenhængende og dog selvstændige suiter, syv collager af magnetisk vellyd, kalejdoskopiske billeder af improviseret musik, bygget op omkring nogle enkle instrumentale riter eller kurver, nogle instrumentale variationer og en vokal, der på aldeles fremragende vis bidrager som et ordløst ”instrument”.

Genremæssigt kan musikken kaldes et miks af sfærisk jazz, neoklassisk musik og ambient ditto. Og konstant tænker jeg, at den er forfriskende! Både teknisk og kunstnerisk eminent og original – selv om jeg får associationer til Brian Eno, og mine tanker strejfer til den æstetik, jeg forbinder med det tyske label ECM.

Centralt i lydbilledet står selvfølgelig Cecilie Strange og Anna Roemer, som med deres instrumenter skaber et stilfærdigt insisterende og dragende univers. Men de andres bidrag er stærkt meddrivende faktorer, der bringer udtrykket helt op til moderne tid – på afstand af Brian Enos. Og alle medvirkende imponerer. Dog især Cecilie Strange og Anna Roemer – og, må jeg sige, Stine Steendorph.

Det at Cecilie Strange og Anna Roemer har påtvunget sig selv og de andre i studiet det dogme, at musikken ikke skulle tage afsæt i en bestemt toneart eller form, men konstant udvikle sig, har ganske givet stille skrappe krav om lydhørhed og nærvær. Men jeg forestiller mig også, at alle ikke bare er blevet udfordret, men også har fundet spontan glæde i processen, for ambitionerne har nok som udgangspunkt været høje, men de er også efter alt at dømme blevet indfriet.

Duoen har i hvert fald sammen med sine fire gæster skabt et næsten hypnotisk insisterende og gribende, stemningsmættet, sfærisk, næsten meditativt / religiøst udtryk. Særligt bliver jeg solgt til stanglakrids, når jeg hører Voyage part I og part IV. Netop de to suiter bjergtager mig, selv om det er uretfærdigt at fremhæve de to frem for de andre, for i realiteten er det helheden, der udgør rejsen. Og rejsen som helhed – den kobler jeg mig altså glad og gerne på – også hvis Kaleiido som duo (eller sekstet) fortsætter ud på den rejse, der ingen grænser kender.

***** / ExoPAC Recordings / 51 min.