MUSIKANMELDELSE
Jean-Luc Guionnet er en fransk saxofonist og elektroakustisk komponist, som ikke synes at sky eksperimenter. Hans nye album med GGRIL – det eksperimenterende, canadiske improvisationsorkester, Grand Groupe Régional d’Improvisation Libérée – er i hvert fald et stærkt bevis herpå. Over 47 minutter – albummets fulde udstrækning – spiller eller skaber Guionnet og GGRIL’s i alt elleve musikere ét næsten dystopisk, futurisk værk, der alt andet end behager. Tatouages Miroir er således et intenst, voldsomt og i momenter skrækindjagende stykke musik eller landskab af insisterende lyd. Der er elementer af industriel karakter i musikken, men også elementer af noget, der minder om kammerjazz. Værket er på sæt og vis spændt ud imellem de to yderpunkter og veksler i løbet af de tre kvarter mellem glimt af rædsel og glimt af vemodigt håb. Kompositionen bag improvisationen skaber det fornødne grundlag for undersøgelser og eksperimenter, som formodentlig har udfordret musikerne og i hvert fald udfordrer lytterne.
*** / Circum Disc / 47 min.