NYHED / REPORTAGE
DMA Roots! Det er den ”nye” betegnelse for en prisuddeling indenfor et miks af genrer, som i forvejen er et miks af andre genrer – nemlig ”folk” og ”world” – og så er det et af de foreløbige resultater af sammenlægningen af de to genreorganisationer Folk Danmark og World Music Denmark. (Sammenlægning er måske så meget sagt. For reelt åd sidstnævnte førstnævnte, på opfordring fra centralmyndigheden).
Set i lyset af, at de to genrer i forvejen rummede mange subgenrer, er den ”nye” genrebetegnelse lidt misvisende. For selv om den også inkluderer nytænkning og originalitet giver titlen grund til at tro, at der er tale om musik med et retrospektivt blik og en optagethed af fortiden. Men det præger altså ikke scenen (eller rettere sagt: scenerne). Slet ikke. Dét kan jeg – både som medlem af årets jury og som almindeligt, (vel)orienteret musikskribent – garantere. Og den garanti kan jeg blandt andet udstede, fordi det altovervejende er yngre musikere og sangere, der sætter standarden i genren (genrerne). Musikere og sangere, der vil noget nyt, på baggrund af noget etableret.
Tag bare listen over prismodtagere søndag aften:
Årets Danske Rootstrack: Dreamers’ Circus – Blue White Gold
Årets Danske Rootskomponist: Ale Carr (Dreamers’ Circus) – Blue White Gold
Årets Danske Rootsudgivelse: Dreamers’ Circus – Blue White Gold
Årets Danske Rootsnavn: The KutiMangoes
Årets Nye Danske Rootsnavn: Tuhaf
Årets Danske Rootslivenavn: Faratuben
Traditionsprisen: Henrik Goldschmidt
OOawards – Spectacular achievements in rootsmusic of Denmark: Festivalen Musik over Præstø Fjord, Youtube-kanalen The Good Tune og Koncert-initiativet Folkamok
Tinglutiprisen: Lene Buch
Det er ikke alderen, der trykker modtagerne. Slet ikke Dreamer’s Circus (Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard og Ale Carr), der kunne gå hjem med hele tre statuetter. Om alderen trykker de trods alt aldrende Henrik Goldschmidt og Lene Buch skal jeg ikke kunne sige, men de øvrige prismodtagere! De er yngre og i færd med at redefinere eller i hvert fald revitalisere musikken. Tjek selv et navn som Tuhaf, og du vil forstå, hvad jeg mener. (Berrin Bas’ takketale på vegne af Tuhaf fortjente i øvrigt i sig selv et større publikum – fordi hun ville andet end takke far og mor og tale om ’me to’ – takketalen var en troværdig og værdig opfordring til at støtte en underskriftindsamling i protest mod ghettoloven)!
Det er bestemt heller ikke alderen, der – trods modenhed – trykker de, der optrådte til DMA Roots 2020 i Amager Bio. Alle var de som kvæg, der efter en lang vinter blev sluppet ud på græs – tydeligt begejstrede for at være fri og i kontakt med levende lyttere.
De optrædende gav ikke bare hver især et enkelt nummer, men tre ”mini-koncerter” à hver især 5-6 numre – hvilket var meget befriende. De optrædende var den danske folkmusiker og -sanger, Ida Wenøe, den pan-skandinaviske folk-rock-sekstet, VÍÍK, og den genopstående, danske neofolk-gruppe, Sorten Muld, der optrådte sammen med den tyrkisk-kurdisk-danske trio AySay. Alle optrådte de med autoritet og kvalitet – instrumentalt og vokalt.
Ida Wenøe optrådte med nyt og ”gammelt”, men imponerede især i sin duet med Stine Steendorph aka Aza Falls. Deres stemmer, fraseringer og klange var ikke bare smukt afstemte, men egentligt imponerende. Vííks ekspressionistiske, narrative eksplosivitet var respektindgydende og dybt fascinerende. Sidst med ikke mindst var det en glæde at opleve sammensmeltningen af Sorten Muld og AySay. Dette sidste act på scenen gjorde lydmanden dog, hvad han kunne for at ødelægge. Han (jeg formoder, det var en han) fik aldrig balanceret vokaler og instrumenter. De to sangerinders vokaler var så spinkle i det samlede lydbillede, at jeg måtte anstrenge mig for ikke at styrte ned til lydmanden og tvinge knapperne på hans anlæg op! Lydmanden ødelagde på vital vis oplevelsen af Sorten Muld og AySay – kun instrumenterne talte deres tydelige sprog.
Ikke desto mindre – DMA Roots 2020 var en glædelig oplevelse. En oplevelse af mangfoldighed, ægthed og musikglæde.
Også publiceret i musikmagasinet gaffa