MUSIKANMELDELSE I betragtning af, at Whisky Kisses er et debutalbum, må jeg bøje mig i respekt. For den rumænsk født, canadiske crooner, Alex Bird, formår virkelig at sætte sig selv i scene med sine sange og sin store stemme. Han fremstår med debuten reelt som en udfordrer til landsmanden, Michael Bublé, der ellers har siddet solidt på de canadiske herrers trone den sidste halve snes år. Materialet på Whisky Kisses – de i alt 11 tracks – har et old fashioned standard vibe over sig, men alle tracks er originale, skrevet og skabt af Bird selv – sammen med andre. Og det swinger – optimistisk, forfriskende og frejdigt. Til tider nostalgisk, vemodigt og plaget. Men altid med sikker sans for underholdningsværdien, formidlingen, det narrative. To gode eksempler er sangene, 3:52 in the Morning og Whisky Kisses som er aldeles fremragende, slentrende sange, der indfanger momenter sent om natten, efter indtagelse af en del alkohol, når selvmedlidenheden står stærkest, og tingene ikke går som planlagt, og oplagte ønsker ikke bliver opfyldt.
**** / Eget selskab / 48 min.