MUSIKANMELDELSE Svenske Henrik Lindstrand, kendt fra danske Kashmir, har i de senere år især markeret som filmkomponist. Men hans nye album, Nordhem, markerer (isoleret set) også en tilbagevenden til det gængse: et værk i egen ret, et soloalbum, komponeret og indspillet af pianisten selv med det fine touch.
Nordhem består af 14 ganske korte stykker musik, som alle kan stå alene, men som også tilsammen udgør et egentligt værk, én stemning som nok er filmisk i sin karakter, men ikke desto mindre helt uafhængig af levende billeder, idet stykkerne selv fremkalder de fornødne billeder hos lytteren – godt hjulpet af titlerne.
Et af albummets smukkeste musikstykker er det 2 minutter og 13 sekunder lange / korte ”Stora Huset”. Et ”rent” stykke musik, der både indikerer en forbundethed til den svenske visetradition, som Jan Johansson revitaliserede i 1964 med sit ikoniske album, Jazz på Svenska, og en forbundethed til Europas / især Tysklands øjeblikkelige scene for neoklassisk musik.
Et andet smukt musikstykke er det noget længere (2 minutter og 55 sekunder lange / korte) ”Portal neu”, som ligeledes markerer en forbundethed til den neoklassiske musik af i dag og en samtidig forbundethed til den franske komponist, Eric Satie (1866-1925), og dennes mesterlige musikstykker, værkerne ”Gnossienne” og ”Gymnopédies”.
Eneste instrumenter på Henrik Lindstrands album er keys og electronics. Men med disse instrumenter – og sin kompositioner – formår han til gengæld også at skabe en helt enkel, men også meget udtalt skønhed. Henrik Lindstrand begynder således at markere sig som udfordrer til etablerede, moderne, neoklassiske komponister som Max Richter, Niels Frahm, Ólafur Arnalds, Yann Tiersen og Ryuichi Sakamoto.
Som deres musik er Henrik Lindstrands meditativ og melodisk, billedskabende og enkel. Bygget op om tilbagevendende temaer, der raffineres, nuanceres. Og som i sig selv skaber grundlag for meditation, melankoli og eftertanke. Musikken er luftig, sfærisk, næsten stoflig.
**** / One Little Indian / 39 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk