MUSIKANMELDELSE Det nye album fra Trubaduren & hans Rockband – At danse moderne – forekommer mig ikke at være så moderne endda. Tværtimod forekommer det mig at være et old fashioned album med en risikobetonet balancegang mellem klichéernes holdeplads, dansktoppens ”sikre havne” og vise-versenes helt ufarlige overdrev.

Vel er der noget funky og ekstraordinært over det at lytte til en samba om Djursland eller en ballade om turen til sommerhuset (på Djursland?). Eller for den sags skyld en bossa nova om hverdagen i Århus. Men er trubadurens moderne dansemusik ironisk? Satirisk? Seriøs? Helt ærligt: Jeg aner det ikke. Aner ikke, hvad Trubaduren & hans rockband (”rock”?) har til hensigt.

For mig er det at lytte til At danse moderne som at blive sendt tilbage til den gang, Søren Kragh-Jacobsen måske / måske ikke var ved at vende tilbage til musikscenen med en genoplivning af sine simple sange fra ungdomsfilmen, Vil du se min smukke navle? (Efter at Povl Kjøller sidst i 90’erne var vendt tilbage med sine underligt parodiske genoplivninger af børnesange).

Når jeg hører åbningen på Trubadurens album – nummeret, ”En bekendt” – føler jeg mig sendt tilbage til slut 70’erne, Søren Kragh-Jacobsens filmunivers og en tid, hvor ungdomsoprør og andre klasse- og kønsspecifikke opgør med stivnede konventioner var vigtigere end f.eks. kunstnerisk æstetik.

Mit problem er, at jeg ikke kan høre en lyrisk dimension i Trubadurens tekster og musik. Jeg hører banaliteter – ganske vist i en ret stilsikker indpakning – men stadig sange, der risikobetonet balancerendemellem klichéernes holdeplads, dansktoppens ”sikre havne” og vise-versenes helt ufarlige overdrev. Udtrykket er firkantet og endimensionelt.

I det pressemateriale, der følger med udgivelsen, citeres orkestrets guitarist Rasmus Bak Christiansen for at sige, at ønsket var at ”genopfinde” den stemning og ”videreføre den tradition”, der opstod ”på tærsklen til ungdomsoprøret,” men vel at mærke ”uden at det bliver ren pastiche”. Forsanger Tobias Stjernholm tilføjer i pressematerialet, at ”vi ville gerne lave en venlig og hyggelig plade”, og så nævner han, at den svenske trubadur Cornelis Vreeswijks plade Tio Vackra Visor Och Personliga Person fra 1968 var et forbillede.

At danse moderne består da også, som forbilledet, af små fortællinger, almindeligheder, billeder af det stille liv, eventuelt af udlængsel. I min optik endda som en videreførelse af forfatteren Finn Søeborgs fortællinger – bare uden prosaforfatterens humor. Problemet helt generelt er – fraværet af tekstuel poesi, humor, kant. Og dét – at musikken faktisk bliver en pastiche – noget nær en kliché.

Tobias Stjernholm, Rasmus Bak Christiansen, Rune Kragh, Jonas Kardyb, Jeppe Abildgaard foruden Jonathan Bruun Meyer, Niels Munk Petersen, Jonathan Hvalsøe Schou, Line Ammitzbøll Søndergaard og Martin Vollertsen arbejder for sagen og hygger sig sikkert. De er endda habile musikere. Men for mig forbliver deres sange både umoderne og uinteressante.

** / Eget selskab / 35 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk