MUSIKANMELDELSE Matthieu Bordenave er en fransk tenorsaxofonist, og La Traversée hans første album i eget navn på ECM. Med sig på albummet har Bordenave den tyske pianist, Florian Weber, og den schweiziske bassist, Patrice Moret. Og det, de tre tilsammen skaber – på baggrund af Bordenaves originale kompositioner – er et nutidigt ”ekko” af det, som Jimmy Giuffre, Paul Bley og Steve Swallow skabte med deres trio for godt et halv århundrede siden, og som stadig forekommer relevant for improviserende jazztrioer i dagens verden. Giuffre, Bley og Swallow åbne nye territorier i improjazzen, og det er de territorier som Bordenaves trio træder ud i med La Traversée. Trioens musik er som en brobygning mellem moderne kompositions- / partiturmusik og improjazz, og den fremstår af samme grund som rodfæstet i to genrer, bundet og alligevel fri, melodisk og alligevel uforudsigelig, stilfærdig og let og samtidig facetteret og uforceret. I den forstand fremstår den som en undersøgelse af landskaber – en undersøgelse, der bare animerer til flere undersøgelser.
**** / ECM Records
43 min.