MUSIKANMELDELSE Den amerikanske jazzpianist, Noah Haidu, blev for små ti år siden af JazzTimes kaldt ”a rising star” – og dét af gode grunde. Den unge mand havde nemlig så mange talenter, at de nærmest stod i kø for at blive forløst. Meget sigende forlod han som helt ung sine studier hos Kenny Barron på Rutgers University for at spille ”rigtig” musik på ”rigtige” klubber i Barrons Philadelphia. Han tog så at sige en ”mesterlære” i sin funktion som sideman for en række store navne som Walter Perkins, Melvin Sparks og Norman Connors. Siden spillede han med navne som Ambrose Akinmusire, Mike Stern og Buster Williams. Og så begyndte han i øvrigt at optræde i eget navn, som kapelmester for eget orkester. Og det er i dén rolle, vi hører ham her på albummet Doctone, der er en hyldest til komponisten Kenny Kirkland, som døde i 1998 i en alder af bare 44 år. Kirkland blev især kendt for sit samarbejde med Sting og brødrene Branford og Wynton Marsalis. Hans egne kompositioner er mindre kendt. Men sammen med trommeslageren Billy Hart, bassisten Todd Coolman og en lille håndfuld gæster forsøger Haidu at råde bod på det. De vekslende konstellationer med Haidu i spidsen har således indspillet en række Kirkland-kompositioner, der alle har det tilfælles, at de blotlægger Kirklands store, kompositoriske talent. Og som – også takket være Haidus virtuositet – munder ud i et album, der er prisværdigt, respektindgydende og helstøbt. Flot balancerende mellem den moderne jazz og de energier, der f.eks. knyttede sig til Kirklands optrædener med Sting.
**** / Sunnyside Records / 73 min.