MUSIKANMELDELSE Under corona-krisens første bølge, og samfundets bratte nedlukning, satte den danske guitarist, Mikkel Plough, sig aften efter aften ved aftentid ud på sin altan med el-guitaren og forstærkeren, og så spillede han ellers en vuggevise eller en anden almindeligt kendt ballade – snart til naboernes bifald. Ploughs solooptrædener førte i samme periode til studieoptagelser, og disse foreligger nu – friske fra fad – optaget i Black Tornado Studio med Morten Bue ved knapperne. Albummet, Balcony Lullabies, består af 13 solonumre – numre som Poul Schierbecks Det er i dag et vejr, Mogen Jermiin Nissens Elefantens vuggevise, Carl Nielsens Solen er så rød, mor, Tommy Seebachs Under stjernerne på himlen og Povl Dissings Hilsen til forårssolen. Der indgår også versioneringer af f.eks. John Lennons Julia og Hoagy Carmichaels The Nearness of You. I alle tilfælde numre, der i Mikkel Plughs versioneringer – og i komponisternes ånd – emmer af skønhed, nærvær og fred. Desværre er bivirkningen (som kan være tilsigtet), at jeg er på nippet til at falde i søvn, når jeg hører albummet som helhed. For det mangler kant, som helhed.
*** / Stunt Records / 48 min.