MUSIKANMELDELSE Jesper Zeuthen, Jacob Anderskov og Anders Vestergaard aka ZAV fik i 2019 en DMA for deres fælles debutalbum, Out of the Spectacle. Nu udsender de tre deres opfølger, albummet Ecstatic Embrace, som i sig selv er spektakulært. Albummet består af to (lad os kalde dem) suiter, som begge er improviserede og (i en vis grad) forcerede. Improjazzen / avantgardejazzen er pågående, gør udfald og gør indtryk. Den lefler ikke på noget tidspunkt for lytteren, men bygges alene op omkring sammenspillet, det fælles udtryk, det abstrakt brutale landskab af lyde, som falder de tre musikere for. Musikken er ekspressiv, til tider voldsom. Men den fremstår også på sin helt egen forunderlige vis som gennemtænkt. Som om den nok er tænkt i skitser, men i studiet er blevet formet til suiter / værker. Genremæssigt får jeg mange associationer, når jeg lytter. Mine tanker ryger i retningen af den dynamiske improjazz, den psykedelisk-symfoniske rockmusik og meget andet. Men jeg oplever også meget specifikt, at dette er unikt, original musik af tre originale hoveder.
**** / ILK Music / 34 min.