MUSIKANMELDELSE Ran Blake og Christine Correa er begge solidt funderede figurer på den amerikanske / internationale jazzscene. Men når jeg hører de to som duo på albummet, When Soft Rains Fall – de to har været venner og partners in crime i mere end fire årtier – bliver jeg alligevel udfordret og irriteret. For deres nye, fælles indsats og versionering af gamle standards som I’m a Fool to Want You, You Don’t Know What Love Is og I Get Along Without You Very Well grænser op til det manierede. De har, i min optik, ikke søgt ind til det smukke, det sanselige, det smertelige i sangene, men i stedet til det unødigt grimme, fortrukne, kontrasterende. Måske nok i et kunstnerisk forsøg på en understrege budskabet i de pågældende sange – et budskab der jo, som titlerne mere end antyder – ikke er smukt. Men tilgangen til materialet søger det skarpe snarere end det (for)bløde(ne), og det på en, i min optik, lidt forceret og manieret vis, som nok gør, at budskaberne sættes i et passende relief, men som også gør, at jeg som lytter skal yde en indsats for at blive hængende. Vel er de begge dybt inspireret af Billie Holiday og hendes håndtering af materialet, men jeg foretrækker at høre hendes ægthed og smerte, fremfor Blakes og Correas skarphed og forvrængning. Det ændrer dog ikke ved, at de to – af gode grunde – er og bliver solidt funderede figurer på jazzscenen.

*** / Red Piano Records / 51 min.