MUSIKANMELDELSE Ricardo Grilli er født og vokset op i Sao Paulo i Brasilien, men i dag er New York City i USA hans base. Og det er herfra, hans kunstneriske virke udspringer – som jazzkomponist og -guitarist. Når jeg lytter til 1962, hans tredje album i eget navn, hører jeg da også brobygningen mellem det latinske og det nordamerikanske. Jeg hører Grillis afsæt i det latinske og hans kærlighed til den moderne form for jazz, som i dag helt generelt strømmer ud af New York City. Teknisk emmer 1962 af overskud, men kunstnerisk oplever jeg også Grillis forsøg på musisk at skildre moderens fødeår (1962) – med dens bebop, R&B og vågnende rock’n’roll; kort sagt: hard bop – som stærkt innovativ, blottet for klichéer og unødvendige forpligtelser overfor en tid, et udtryk og en strømning. Grillis musik er fri, frisk og aldeles cool. Især hæfter jeg mig ved hans egen vildt virtuose håndtering af el-guitaren. Og ved hans vildt eminente sammenspil med saxofonisten Mark Turner, pianisten Kevin Hays, bassisten Joe Martin og trommeslageren Erick Harland. De fems fælles udtryk er virkelig imponerende, respektindgydende. Detaljerig og dog stringent!
***** / Tone Rogue Records / 69 min.