KONCERTANMELDELSE Efter næsten 40 år sammen på scenen, måtte to af Bazaars medlemmer for tre år siden tage del i begravelsen af det tredje medlem, Peter Bastian. Tilbage stod Flemming Quist Møller og Anders Koppel.
Med Peter Bastians død var Bazaar død. Skulle man tro. Men i Valby genoplivede familieforetagenet, Koppel alias Cowbell, mandag aften alligevel det hedengangne orkester – selvfølgelig i et nyt set-up – med Flemming Quist Møller og Anders Koppel på henholdsvis tabuhan og hammondorgel, foruden Benjamin Koppel på sax, Alex Riel på trommer, Bilal Irshed på oud, Peter Bastians datter, Olga, på vokal og Benjamin Koppels datter, Astrid, på trompet.
Det nye orkester (eller var det koncerten?) fik navnet Bazaar, Bazaar, Bazaar!, og koncerten indgik i årets række af Valbys Summer Jazz-koncerter, som bliver overværet af et begrænset antal fysisk nærværende publikummer og et større antal on-line derhjemme bag skærmen (mig inklusive). Og det både de og vi fik at se og høre var, vanen tro (når det gælder Valbys Summer Jazz), en omgang familiehygge – med Benjamin og Anders som de ubestridte omdrejningspunkter.
Set på min skærm var det faktisk som at være inviteret indenfor i en åben familiekonstruktion med venner – og det er både konceptets styrke og svaghed. Familiehistorien / kollektivet er på mange måder beundringsværdig(t). Men det er mig bekendt ikke altid, den mest innovative musik opstår i familiens trygge skød. Derfor har jeg det ambivalent med fænomenet Koppel / Cowbell. Samtidig står det dog klart, at medlemmerne alle – hver især og sammen – er i besiddelse af teknisk / kunstneriske kvaliteter, som er ekstraordinære.
Under aftenens koncert – som genremæssigt spændte fra traditionel slavisk- til traditionel arabisk- til sigøjner- til klassisk- til jazz- og til jazzpopmusik – udviste de to centrale omdrejningspunkter, far og søn, sig begge som eminente musikere. Anders Koppel formåede både langsomt at opbygge det digre, næsten klassiske drama og spontant at kaste sig ud i glædesfyldte danse – han gjorde det i alle tilfælde virtuost. Og sønnen, Benjamin, formåede tilsvarende at opbygge både det poetiske og det pågående. Bedst var han dog, i min optik (og sådan har jeg altid haft det med ham og hans musik), i balladerne. Dem tilførte han en sanselig smerte og skønhed.
Bilal Irshed var endnu engang en fantastisk oplevelse, en fremragende betvinger af den underskønne oud, som han er. Flemming Quist Møller var som en solid, musisk støtte. Men Alex Riel og al hans rutine – hvorfor blev den ikke brugt noget mere? Flere gange undervejs i koncerten tænkte jeg: Han må kede sig! Hans andel i arrangementerne var alt for beskeden. Olga Bastian og Astrid Koppel fungerede godt – som gæster, der bekræftede familiehyggen – men de efterlod ikke uudslettelige indtryk, sådan som Peter Bastian ville have gjort det. Men hvem ville også kunne udfylde hans fodspor? Ingen, formodentlig.
Og det vidste alle på scenen. Derfor fremstod koncerten som helhed også som en hyldest til den afdøde kunstner – blandt andet med en ny udgave af nummeret, ”Husum Bossa”.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk