KONCERTANMELDELSE Der findes koncerter, man som erfaren anmelder lidt pligtskyldigt går til. Og så findes der koncerter, man vitterligt glæder sig til – uanset om man skal stride sig gennem kastevinde og nedbør.
Jeg glæder mig altid, når jeg skal til koncert med Ibrahim Electric. Altid. Og ikke mindre efter de sidste fire måneders nedlukning som følge af Coronakrisen.
Søndag aften gav Ibrahim Electric sin første af to koncerter i Haveselskabets have på Frederiksberg – den anden giver trioen mandag aften.
Koncerterne indgår i Mielcke & Hurtigkarls imponerende koncertprogram, ”Sommer i Haveselskabet”, som byder på hele 37 udendørskoncerter i juli måned – på plænen foran Brøndsalen.
Det, der gør, at jeg altid glæder mig til en koncert med Ibrahim Electric, er 1), at de tre musikere – Niclas Knudsen (guitar), Stefan Pasborg (trommer) og Jeppe Tuxen (orgel) – hver især og sammen er så sindssygt gode på deres instrumenter og 2), at deres musik i enhver forstand er original og ikke bare det, men også medrivende, fornøjelig og uhøjtidelig.
Desværre for trioen, udkom dens nyeste album, Time Machine, netop som Coronakrisen havde ført til nedlukning af landet. Det var selvfølgelig bittert, for dermed forsvandt trioens mulighed for at følge albummet til dørs med en koncertturné.
Søndag aften fik trioen imidlertid revanche, da den endelig kunne spille noget af materialet fra Time Machine, blandt andet. Ikke overraskende virkede de tre musikere glade for at træde op – selv om den pavillon, der skulle overdække deres scene forinden var blevet væltet af kraftige vindstød, og de dermed måtte optræde under åben himmel med friske sidevinde, der både greb fat i trommesættets bækkener og musikernes garn. De var glade, og meget hurtigt var også det siddende publikum glade. Hvordan skulle man kunne blive andet? Når Niclas Knudsen nu tillod begejstrede tilråb i ærmerne, og musikken animerede det siddende publikum dertil? Og oven i købet instruerede i, hvordan man siddende kunne danse med armene!
Ikke at der i den stride sidevind blev danset meget med armene, men ansigterne løj ikke. Som jeg, havde (nok) alle andre glædet sig, og som i mit tilfælde blev forventningerne indfriet. Ibrahim Electric spillede med vanligt overskud numre fra bagkataloget – men vægtede numre fra Time Machine, numre som ”Disco Mystique”, ”Bootnick”, ”Tikki”, ”Manic Zigaman” og ”Highlander 74”. Om førstnævnte fortalte Niclas Knudsen blandt andet, at han havde skrevet det ud fra en forestilling om en ensom danser på et rumænsk diskotek lige før lukketid. (Publikum grinede – og ikke mindre, da han tilføjede, at hans søn, da han havde spillet nummeret for ham, havde fået angst). Selv har jeg hørt Time Machine og ”Disco Mystique” mange gange – blandt andet fordi jeg har anmeldt albummet – men først nu slog det mig, at den simple komposition faktisk sendte mine tanker i retningen af Tommy Seebachs ”Disco Tango” (selv om jeg ikke forestiller mig, at Tommy Seebach har tænkt på en ensom sjæl på et rumænsk diskotek, før lukketid). Der er et tydeligt slægtsskab mellem de to numre. Dog med den markante forskel, at Niclas Knudsens nummer og Ibrahim Electrics tilgang til musikken i det hele taget er så ukonventionel, uortodoks og uhøjtidelig. Glædesfyldt! Sjov!
Uanset om de tre spillede sammen eller hver især spillede soli var udslaget det samme: Kvaliteten var evident, det tekniske niveau højt og kombinationen af orgeljazz, retrorock og bastard forrygende.
**** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk