MUSIKANMELDELSE Ba Balance er en duo bestående af to venner: danskeren Preben Carlsen og gambianeren Sal Dibba. Sammen improviserer de to på Around the Crocodile Pond over nogle kompositoriske skitser af Carlsen, og da de begge er eminente musikere på henholdsvis guitar og slagtøj, kommer der noget medrivende med ud fra studiet. Carlsens riffs er på én gang retrorockede og præget af ny begejstring. Medens Dibbas percussion er så stringent, flydende og let – åbenlyst vestafrikansk – at man må tage hatten af for brobygningen. Musikken er en særegen, original blanding af amerikansk inficeret bluesrock og afrikansk rytmik – det, man må genrebetegne som afroblues. Og det er effektivt. Optimistisk. Alt andet end blåt (i traditionel forstand). Det er som om de to musikere vil fra A til B, fremad, uden at de dermed forhaster sig. Det er som om, de er taget på road trip og har inviteret lytteren med gennem mangroverne i det sydlige USA og savannen i Subsahara – og det med en polyrytmisk elegance, et på en gang helt enkelt og meget sammensat udtryk.
**** / One World Records / 50 min.