Thomas Agergaard Quartet: Testing 1-2-3-4

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE For at være helt ærlig: Testing 1-2-3-4 er en genudgivelse af et album, som Thomas Blachmans pladeselskab, ManRec, udgav i 1998 (i dette selskabs desværre alt for korte levetid).

Den gang udkom albummet på CD som en del af en kollektion, men nu er det her altså igen, på vinyl og digitalt, udgivet af April Records.

Og de fire musikere (kvartetten), der optræder på albummet, er fra at have været talenter i 1990’erne alle blevet stjerner i dagens Danmark: Saxofonisten Thomas Agergaard, pianisten Carsten Dahl, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Thomas Blachman er i dag koryfæer på den danske jazzscene. Blandt andet derfor – og fordi der er gået 22 år, siden albummet udkom første gang – er det interessant at lytte til det nu.

Det er flere år siden, jeg har selv haft CD’en fremme af mine righoldige gemmer. Derfor er genhøret også for mig interessant. Og jeg bliver ikke skuffet. Jeg bliver snarere betaget af det gehør, der åbenlyst trives mellem de fire, yngre musikere. Af deres teknisk / kunstneriske overskud og af deres indbyrdes lytten og ageren og balanceren.

Materialet er improviseret frem, impulsivt og på intet tidspunkt forceret. Musikken er tvært imod stilfærdig. Sanselig. Sjælfuld. Tag et nummer som ”Like You in Autumn”, og du vil forstå, hvad jeg mener. Man hører alt: hvert et taktslag fra Blachmans stikker og whiskers, hver en tone fra klaverets strenge, bassens varme klang og saxofonens sensitive vibrato. Man fornemmer sammenspillet som en kunst i sig selv.

Og jeg konstaterer i hvert fald, at de fire formår at finde en exceptionelt fin balance mellem fremdriften og stilheden / tilbageholdenheden. Der er i den forstand en form for opmærksom bevidsthed, et åbent nærvær, en mindfullness (ikke miditation!) over materialet og dets fremførelse. En stil, der aftvinger respekt. Og som vidner om, at de fire ved, at de er ligeværdige medlemmer af en kvartet, der præsterer på højt niveau. Væk er deres egoer og trang til at tage styring.

***** / April Records / 37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share