Indiske Rahul Sharma er ikke bare en mestersanger, når det gælder traditionel, indisk sang. Han er også en mester på det traditionelle, indiske strengeinstrument, santooren. I denne – globaliseringens tidsalder – har Rahul Sharma imidlertid haft en anden drøm end den traditionelt indiske. Han har haft en drøm om at lave et album sammen med den amerikanske smoothjazz saxofonist, Kenny G. Og dén drøm er gået i opfyldelse. Namaste er således resultatet af de to ret forskelligartede musikeres samarbejde. Alle kompositionerne på albummet er skrevet af Rahul Sharma. Og flere af dem trækker på indiske traditioner – det gælder numre som Brhama-Vishnu-Shiva og Namaste – hvor andre trækker på amerikanske smoothjazz traditioner – det gælder numre som Dance Of The Elephant God og Transcendental Consciousness. Men uanset, at det er Rahul Sharma, der står bag kompositionerne, er det især Kenny G’s vante univers, der præger det fælles, kunstneriske udtryk. Og dét skyldes ganske givet, at Rahul Sharma er næsegrus beundrer af Kenny G. Problemet dermed er, at den musiske fornyelse, som samarbejdet over landegrænser ellers kunne have banet vejen for, er blevet stærkt begrænset. Namaste er blevet et alt for pænt og unødvendigt album.