BOGANMELDELSE Lone Aburas (f. 1979) genoplever med sin nye bog, Det er et jeg der taler (Regnskabets time), genren agitprop (agitation / propaganda) med en næsten stakåndet og i hvert fald politisk, poetisk protesttale.

Det er et jeg der taler er en insisterende bevidsthedsstrøm båret af noget, der minder om indignation og vrede – over systemet og den subtile, danske hverdagsracisme, forskelsbehandling og undertrykkelse.

Teksten er stærk, medrivende, næsten blottet for punktummer, som var den ét langt vredesudbrud uden indlagte pauser til vejrtrækning eller eftertænksomhed. Tankerne er tænkt! Vejret trukket! Pointen skal bare ud over rampen!

Og pointen? Den er, tror jeg, at forfatteren er helt på det rene med, hvilken position hun indtager i dansk litteratur (med sin ægyptiske baggrund), hvilket forventninger der i litterære kredse er til brune forfattere som hende, samtidig med at hun understreger, at hun ikke selv ønsker at være et ”etnisk sidekick”, en bekræftelse på, at ”etniske minoriteter er andet end vold og overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken og tvangsægteskaber og undertrykkende fædre, der tæver og sønderlemmer og knepper deres kvinder og kusiner og barnebrude og børn til blods”. Snarere vil hun én gang for alle slå fast, at hun ”har et pas” og sine ”papirer i orden” om end også hun er ”fuld af bedrag og bullshit”.

Der er noget på én gang forfriskende frejdigt og chokerende aggressivt over teksten, noget voldsomt og dog forståeligt. I den forstand lykkes forfatteren med det, der (formodentlig) har været intentionen. Hun får rystet godt op i sig selv og alle os andre med sine iagttagelser, refleksioner og rivende udgydelser.

**** / Forlaget Gyldendal / 48 sider