MUSIKANMELDELSE Der er noget mildt og blidt over musikken på Gorm Askjær Trios nye album, Blodmåne og dig. Tag et nummer som Sang til egern eller Eftertænksomhed i D, og du vil forstå, hvad jeg mener. Musikken i de nævnte numre er minimalistisk, melodisk og på én gang stringent og kantet. Hovedparten af albummets numre har Gorm Askjær selv skrevet, men han har tilført to standards: Dizzy Gillespies A Night in Tunisia og James F. Hanleys og Ballard MacDonalds Back Home Again in Indiana. Uanset om det drejer sig om egne eller andres numre danser Gorm Askjærs guitar sanseligt smukt og sensitivt med strengene på Jens Mikkel Madsens kontrabas og de nuancerede stikker i Thomas Eilers hænder. Minimalismen i musikken gør det muligt både at nyde detaljer og helhed. Og dét i sig selv er en kvalitet. Musikken fremstår som levende, legende og homogen, og det skyldes ganske givet, at de tre musikere kender hinanden så godt. Noget andet, som jeg vil tillade mig at nævne, er, at omslaget er uhyre flot, kunstnerisk helstøbt, dybt, skabt af Simon Eskildsen, som fint iscenesætter musikken.
**** / Jaeger Community Music / 43 min.