MUSIKANMELDELSE Komponisten og keyboardbetvingeren, Anders Filipsen, har sammen med sin decet, The Black Nothing, skabt en højest usædvanlig form for musik, der balancerer mellem den elektroniske musik, de filmiske lydlandskaber, den neoklassiske kammermusik og den avantgardistiske nujazz. Stilleben er som en ophobning af variationer og tilstande i gentagne lyde og loops. Musik med elektroniske effekter såvel som akustisk lyd; musik med indbygget bremse, sænket tempo; til tider vanskeligt tilgængelig musik uden unødig effektjageri; til andre tider musik af næsten dragende, sanselig karakter; konstant musik, der balancerer mellem det avantgardistiske og det stramt arrangerede. Stilleben er i den forstand en stilsikker opfølger til den roste debut, Paths. Dét album blev i Berlingske bl.a. kaldt ”Et magtfuldt værk”. Det samme kan man helt sikkert sige om 2’eren, Stilleben.Den genreoverskridende musik er endnu engang meget personlig og særegen. Let at forsvinde i. Let at blive udfordret af. Let at blive forført af.
*** / ILK Music / 57 min.