BOGANMELDELSE Rasmus á Rógvu (f. 1984) er en debuterende, dansk/færøsk romanforfatter. Og hans debut? Den er et hæsblæsende, absurd, minimalistisk storbydrama om nogle unge udskud, rastløse, kaotiske og dybt alkoholiserede ”tabere”, der af uklare grunde leder efter et ”forsvundet” vennepar, Skuffen og Skeden. (Måske har de to i virkeligheden kæmpet sig fri af gruppen og taget nogle skridt op ad den sociale rangstige – vi ved det ikke).
Hovedpersonen kaldes Kost, og hans nærmeste venner – dem han indleder det ufokuserede ”opklaringsarbejde” sammen med – hedder Forde og Lea. (Lea er den eneste, der har et egentligt navn). Men alt forbliver uklart – baggrunden for, at venneparret er forsvundet; baggrunden for at de tre tilbageblevne er som de er; baggrunden for at de drikker; at de teer sig og taler som de gør; etc.
Det forbliver også uklart, hvad det egentlig handler om. I en vis forstand er romanen bare som en serie af snapshots, der tilsammen giver et indblik i nogle unge menneskers forskruede liv og virke – uden i øvrigt at beskæftige sig med baggrunden eller rumme en forandring, forløsning.
De tre venners liv er lige så dårlige (måske endda dårligere), da romanen slutter, som de var, da den begyndte. Men en egentlig handling / et egentligt plot, er der ikke i fortællingen. Nok forsøger de tre ”tilbageblevne” at finde de to ”forsvundne” venner, men de finder dem ikke, og deres elendige ”opklaringsarbejde” går kun i skudder/mudder – p.g.a. deres livsform, druk og svigtende tankevirksomhed og ringe kløgt. Romanen starter med en gåde: Hvor er de to? Men den slutter uden opklaring.
Og den irriterer mig ret grundlæggende. Ikke bare fordi handlingen er uden udvikling, men også fordi den er skrevet som en pastiche over krimien – hvilket for så vidt er ok – men i dette tilfælde en pastiche, der antager karakter af kliché samtidig med, at de tanker, hovedpersonen gør sig, ikke på nogen måde matcher hans livsform, intellektuelt. Tag f.eks. denne passage og spørg dig selv, om en dybt alkoholiseret ung mand, som ikke er i stand til at formulere noget fornuftigt i sine henvendelser til andre mennesker, vil være i stand til at formulere tanker som disse:
(Forde og Lea slæber af sted med den stærkt berusede hovedperson, Kost, som tænker) … de hiver og hiver i mig, og jeg spørger mig selv, hvorfor de, for jeg kan ikke se andre grunde til det, egennyttigt begærer en så depraveret ånd samt dertil hørende rådne strimler kød, hvorfor de for alt i verden ønsker at øve indflydelse på det her slam, som knap nok hænger sammen længere – og som derudover aldrig vil værdsætte nogen tjeneste, der blev ydet for hans skyld. Ja, de kedede mig grænseløst med disse sagesløse, unødvendige forsøg, der alle havde et vilkårligt formål, som i sidste ende gik ubemærket hen.
Rasmus á Rógvu er åbenlyst sprogligt begavet, men jeg synes ikke, den sprogtone hen knytter til sin hovedperson, matcher dennes forventelige formåen. Derfor kommer romanen til at virke manieret, overdrevet og klichéfyldt hårdkogt. Jeg tror som læser på det, at Kosts verden falder fra hinanden i surrealistiske, absurde forvildelser og druk- og voldsepisoder. Men jeg tror ikke på hans begavede, sammensatte tankevirksomhed.
*** / Forlaget Gyldendal / 168 sider