BOGANMELDELSE Det er en særegen roman, Theis Ørntoft har skrevet.

Ørntoft er digter, født i 1984, har udgivet to digtsamlinger, men er med Solar nu også romanforfatter.

Og romanen? Den er en utraditionel tour-de-force. Ikke en roman om en ung mand, der begiver sig ud på en rejse for at tilegne sig dannelse, indsigt og erfaring, men en roman om en ung mand ved navn Theis, der drager ud på det, der udvikler sig til en dramatisk deroute.

Først er han et pænt, ungt og dannet menneske, en forfatter, på vej i tog fra København til Jylland, for først at læse digte op på Ry Højskole og efterfølgende begive sig ud på en pilgrimsvandring på Hærvejen – fra Viborg til den dansk/tyske grænse. Hvad formålet med vandringen er, står ikke klart. Hverken for Theis eller læseren.

Man forstår, at Theis blandt højskoleelever er en autoritet, han er jo digter, poet, forfatter, men også et menneske, der helt generelt har svært ved at begå sig socialt. Han har både svært ved at indtage rollen som ”gæsteforelæser” – finde ud af præcist hvordan ”magtforholdet” mellem eleverne og den ”voksne lærer” skal tage sig ud i forskellige settings – og svært ved at forholde sig til de fremmede vandrere, som han møder på Hærvejen og de vandrehjem, han overnatter på. Hvordan skal han dog kommunikere med dem? Eller rettere undgå at behøve at kommunikere med dem?

Tilbage i København beslutter han sig for, at han må gøre noget ved sin krop. Han begynder konsekvent at gå til fitness, får tonede arme og ben, six-pack og muskler. Og får snart – optaget som han naturligt nok også er af det modsatte køn – øje på en sexet, ung kvinde i fitnesscentret, møder hende siden på en natklub, formår – trods markante, kommunikative begyndervanskeligheder – at få hende i tale og ender med at blive hendes kæreste og flytte med hende til Albertslund.

De to har et hedt sexliv. Men alt bliver også hverdag. Hans interesse for fitness falder bort, han kommer på kontanthjælp, sover længe og spiller – når han endelig er vågen, og kæresten på arbejde – næsten konstant på Playstation – den spillekonsol, som kærestens ekskæreste efterlod, da de skiltes. Man fornemmer, at kæresten bl.a. blev træt af sin ekskæreste, fordi han helt uambitiøst ikke brugte sit liv på andet end at spille, så naturligt nok bliver hun også træt af at se sin nye kæreste, Theis, begynde at gå i hundene, drikke for meget, indtage for meget, spille for meget, bruge sit liv til for lidt. Derfor ryger også han ud.

I et ”klart” øjeblik beslutter han sig for at tage sydpå. Han tager toget til Hamborg. Hutler sig uden en klink på lommen videre til Frankfurt, Madrid og Lissabon. Dumper i Portugal ind i en psykotisk fyr med penge på lommen. Og derefter går det virkelig galt.

Selv om Theis ikke selv tager initiativ dertil, bliver han med stiltiende accept medskyldig i væbnet røveri. Herefter henslæber han dage og uger (måske måneder) i ensom ugidelighed, bor alene i et lille skur i et krat, nær stranden, nord for Lissabon. Møder af og til den psykotiske fyr, drikker og ryger med ham – ryger ind i et decideret misbrug, hvor alene rusen fra spiritussen og de øvrige substanser – er tilstrækkelig indhold i livet. Han savner tilsyneladende ikke sit gamle hverv som forfatter, savner ikke vante rammer og struktur, savner hverken sin familie, venner eller ekskæreste, er bare tilstede i en rus – alene eller sammen med den portugisiske fyr, som han affinder sig med – trods dennes momentvise vredesudbrud. Fyren er især, forstår man, vred på sin far, uden at han dog nogensinde forklarer hvorfor.

En aften spiller Theis og fyren crocket – de har sat spillets metalbøjer op ved 18. hul på en golfbane – nær det krat, hvor de nu begge bor, bag i en stjålet van. Fyren insisterer på, at de skal spille om noget. At den, der vinder skal gøre noget. Theis får i sin rus fremstammet, at han, hvis han vinder, vil tilbage og bo i skuret. Fyren meddeler at han, hvis han vinder, vil dræbe sin far.

Fyren vinder og snart er de to – med Theis ved rattet, fordi han er den mindst berusede af de to – på vej til farens bopæl. Da de kører op ad grusvejen mod farens hus, ser de ham gå længere oppe ad vejen, i retning af huset, og så speeder de op. Først få øjeblikke før påkørslen går det op for Theis, at han er ved at blive drabsmand. Han får i sidste øjeblik ændret kurs, men sidespejlet rammer faren i nakken og snart springer fyren ud, bevæbnet med en crocket-kølle, hvormed han i blodrus dræber faren og siden farens kæreste.

Pludselig er der noget Bonnie & Clyde eller Thelma & Louise over romanen – få øjeblikke før den slutter med en uvis udgang. Solar når aldrig frem til det punkt, hvor politiet sætter efter forbryderne – men det er klart, at det må komme, selv om Theis og hand portugisiske kammerat først er flygtet over hals og hoved til Spanien og siden Frankrig.

Det fascinerende ved romanen er den halsløshed, hvormed Theis kaster sig ud i en deroute. En halsløshed, som nok kan tilskrives hans karakter, men også – og især – hans misbrug af alkohol og stoffer. Beskrivelsen af de hallucinerende oplevelser. Tag for eksempel denne beskrivelse:

… jeg svømmer rundt i cirkler i et bassin. Vandet er sort og grumset, det ligner kold te. Da jeg har svømmet rundt et stykke tid, indser jeg at bassinet er mig selv. Jeg er bassinet. Jeg ved at det er bundløst under mig, som en tunnel der fører nedad og ud i andre verdener. Denne udgang gør mig både nysgerrig og rædselsslagen. Men jeg ved at jeg ikke har noget valg. Til sidste suger jeg så meget luft ind jeg kan, og dykker ned. Længere nede kommer jeg forbi en flok skælvende havvæsener, der ligesom mig kredser rundt i mørket. De svømmer rundt i udkanten af mit synsfelt, let blålige, de ser ikke ud til at have nogen særlig interesse i mig. Pludselig skal jeg kaste op. Jeg brækker mig længe, det vælter op, og efterfølgende hænger jeg vægtløs og betragter opkastet. De lysende slimtråde svæver rundt og opløser sig kun langsomt.

Sådan er en stor del af romanen. Fortættet. Surrealistisk. Men måske i virkeligheden også meget realistisk – for den, der har prøvet at være så dybt nede i et misbrug af substanser. I hvert fald er derouten virkelig godt skildret. Men fortællingen – naturligt nok – heller ikke så opstemmende.

**** / Forlaget Gyldendal / 304 sider