BOGANMELDELSE Peter H. Olesen (f. 1962) er først og fremmest kendt som sanger og sangskriver – senest i bandet, Olesen-Olesen, som i perioden fra 1997 til 2007 udsendte hele syv album, bl.a. Solsort og forstærker (2005) og Kain og Abel (2007).

Med Korrekturlæseren kan Peter H. Olesen imidlertid også kalde sig romanforfatter. Korrekturlæseren er nemlig hans debut som forfatter.

Korrekturlæser er han selv (ved siden af det musiske), hvorfor man med en vis ret kan forvente, at han ved, hvad han skriver om, når han i sin debut portrætterer en korrekturlæser. Deri føler jeg mig da også bekræftet. Peter H. Olesen har blik for detaljerne!

Hvor meget af portrættet i romanen, der hidrører fra et selvbillede / selvportræt, skal jeg ikke kunne sige. Som almindelig læser er jeg også ligeglad, for uanset hvad tegner Peter H. Olesen i sin lille roman et meget troværdigt portræt af et menneske, der er korrekturlæser.

Romanen består af en række korte prosastykker, anekdoter, (selv)refleksioner, tableauer – der tilsammen tegner et billede af hovedpersonen – en socialt hæmmet mand midt i livet, fraskilt, fraværende far til en datter, uinteresseret i andre mennesker, undtagen forlæggeren som giver ham jobs og bankrådgiveren, som holder hans vigende, seksuelle fantasi i respirator.

Han er egentlig ikke utilfreds med sit liv – selv om han erkender, at det langsomt lukker ned omkring ham. Han siger f.eks. om sig selv:

”Jeg er pedant. Det er en vigtig egenskab for en korrekturlæser. En krakiler. Jeg finder andre menneskers fejl. Og slår hårdt ned på dem. Og nyder det. Ja, jeg sætter en ære i at påpege og rette fejl. Jeg holder af den røde tusch, der bryder den ellers uantastelige, sorte sats. Jeg har øje for inkonsekvenser og uregelmæssigheder. Sådan skal en korrekturlæser være. Pernittengryn, småtskåren og retskaffen. Jeg er en sadist, siger min eks.”

Hvem kan ikke se det for sig? Eller forstå det, når hovedpersonen i løbet af romanen erkender et forfald:

”Jeg er holdt op med at vaske mit hår. Til at begynde med, fordi jeg jo bare gik herhjemme og alligevel ikke mødte nogen mennesker, og så kan sådan noget vel være lige meget. Men jeg opdagede snart, at mit hår sidder bedre, når det er fedtet. Det er som om mit ansigt får mere karakter. Hvis jeg selv skal sige det. Og der er jo ikke andre. Nu er jeg også holdt op med at barbere mig, så må jeg se, hvad der kommer ud af det.”

Begge tekstelementer udgør én side, ét tableau, et delement af personportrættet. Og det fortsætter derudad:

”Jeg er blevet grådlabil, jeg er bange for det. Der skal ikke meget til. En rørstrømsk tv-serie genudsendt på en glemt kanal [en tåre i øjenkrogen], en lille hilsen i telefonen fra min datter [en klump i halsen], selvom jeg kan fornemme, hvem der holder røret. En linje i et manus. Et smil på gaden [gråden der presser sig på]. Det er grusomt. Som at være psykisk inkontinent. Voksen og alligevel ikke kunne holde på vandet. Ydmygende, men indimellem også sært befriende. At give efter…”

Alt i alt sidder jeg efter endt læsning tilbage med et klart billede af en midaldrende neurose af en mand, der langsomt går i forfald, mister grebet om sit liv, bliver ligeglad og ensom, går en virkelig trist skæbne i møde. Indtil det i de tre sidste linjer lyder som følger, da hovedpersonen på en gåtur, træt og nedbøjet møder sin bankrådgiver, som tilbyder at følge ham hjem (så må man selv afgøre, om det lover godt eller ej):

”Ja, jeg møder Jeanette på gaden og hun rækkker mig en hjælpende hånd. Ja, sådan sker det. Sådan begynder det. Resten af mit liv.”

Rækkker med tre k’er! Endelig en stavefejl, der får lov at overleve.

**** / Forlaget Gyldendal / 136 sider