BOGANMELDELSE En ting synes lyrikanmelderne at være enige om: Klaus Høeck er en af Danmarks pt. største digtere. Jeg er enig i den vurdering, og Høecks nye samling, Heartland, bekræfter kun positionen. Og dét til trods for, at han faktisk ikke skriver om noget – andet end sin have, magnolien, sin kone og sin egen, hjemmegående og (havde jeg nær sagt) horisontbegrænsede tilværelse som modent menneske, mand, tænker og poet.

Vanen tro er Høecks tilgang til digtene ekstremt nørdet, matematisk, strukturel. Og det i sådan en grad, at han har fundet det klogt at slutte Heartland af med et appendiks bestående af en kort forklarende tekst om samlingens struktur plus to bilag med opgørelser over værdierne af de ”formelle variabler” i digtene. Høeck forklarer, at samlingen er opdelt i to ”retninger” – ”en horisontal og en mere vertikal repræsenterende tiden der går og stedet der står”.

Og ganske rigtigt – når jeg læser mig ind igennem bogen, står det klart, at de matematisk komplekse, grafisk forskelligt opsatte tekster på alle venstre-siderne udgør én retning (om stedet der står), mens de mere selviagttagende og let tilgængelige tekster og tanker på alle højre-siderne udgør en anden retning (om tiden der går). Personligt foretrækker jeg højre-siderne – den horisontale om tiden, dagen og det stilfærdige liv, der går. For den taler til mig, hvor den mere vertikale snarere taler til et nørdet intellekt, der går op i matematiske kompleksiteter. Det må være dem, Høeck har tænkt på, da han nedfældede samlingens indledende Søren Kierkegaard-citat: ”Gjentagelsen den er Virkeligheden”.

En af de gentagelser – eller variationer over gentagelser, som Høeck præsterer – handler om magnolien. Igen og igen vender Høeck på venstre-siderne tilbage til magnolien med nye indfaldsvinkler, blikretninger, etc., og det forekommer mig hurtigt at være enerverende. Men jeg opdager også, at jeg – når jeg 1) beslutter mig for ikke at lade mig gå på af det, og 2) læser uden ophold og unødige pauser – lader mig indfange og snart finder de små forskydninger i sproget og iagttagelserne fascinerende. F.eks. finder jeg det fascinerende – den måde hvorpå Høeck beder sin kone posere ved siden af eller under magnoliens grene, blade og blomster. Det bliver meget fascinerende.

Men bedst fungerer alligevel de sindssygt trivielle højre-sider, hvor Høeck i poetisk, selvudleverende og ofte humoristisk form skildre små begivenheder, udvekslinger (med konen) eller tanker fra hverdagen. Lad mig give nogle eksempler – som tydeliggør, at dén historie er fortløbende og følger et døgn i digterens liv:

”jeg ser på uret igen – der er kun / gået fem minutter jeg aner ikke / hvad jeg skal få tiden til at gå / med – hallo! det kan jeg jo slet ikke / skrive i dét digt som jeg netop / er ved at skrive uden at miste / både street og word credibility”.

”går jeg ti skridt mod vest og der / efter fem skridt mod nord? – standser / jeg ud for det blå køkkenskab? – åbner / jeg det? – det ved gud i himlen jeg gør / finder jeg en flaske jameson triple / destilled irish whiskey dér på hylden? / tømmer jeg flasken? – damned right I do”.

”falder jeg i søvn ude mellem roserne? / det kan jeg jo ikke vide mens jeg / gør det men jo – ja jeg faldt i søvn / mellem lancaster rosen og min lille / yorkshire rose – bummelum bummelum / hvorfor siger jeg nu disse / lyde? – fordi det står i verset”.

”klokken nærmer sig femten tredive / skyerne tårner sig op i et paradis / af barberskum jeg skriver at jeg skriver / altså skriver jeg kan man tænke / at man tænker? – jeg noterer / mig at der er gået fem / minutter yderligere – så er dé væk”.

”quality time mellem fem og seks / hvor jeg får en masse fra hånden / disse ord for eksempel der ikke / lyver fordi de verificerer sig selv / og mit udsagn mere end hvis jeg / havde digtet om tulipaner / på en baggrund af røg og akryl”.

”le diner – forret: et ganske almindeligt / stykke hvedebrød – hovedret: fynsk / æggekage med kartoffelskiver bacon / fra frilandsgris purløg tomater / og cocktailpølser – vinmenu: solar / de palomares rødvin fra / superbrugsen – dessert: ingen”.

”klokken nitte fyrre foretager jeg / følgende ændringer på mit / skrivebord det røde plastikhjerte / placerer jeg over stenen fra isla / negra og flytter mobiltelefonen / mod venstre – that’s all folks / ikke mere for den femogtyveøre”.

”pause – jeg holder en pause hvad vil / det sige i denne sammenhæng? / det kan ikke være fra digtene (læs) / og heller ikke fra livet (af / samme grund) eller fra tiden selv / der går endnu hurtigere hvad er / det så for en pause jeg holder nu?”

”da jeg cirka ti minutter senere / lægger mit venstre ben hen over det / højre i en vinkel på halvfems / grader slår den tanke mig at der i / selv samme øjeblik dør tusinder / af mennesker og fødes lige / så mange rundtomkring i verden”.

Som sagt – når jeg læser bogen uden at gøre ophold og holde unødige pauser – bliver jeg indfanget. Især af højre-siderne, som ikke forstyrrer min læsning med matematisk komplekse, grafisk forskelligt opsatte tekster, men netop fremstår mere ligefremme, lige til og let tilgængelige. Dén retning i bogen er en sand glæde at læse.

**** / Forlaget Gyldendal / 216 sider