BOGANMELDELSE Roman, står der på omslaget af Synnøve Søes nye bog. Men man skal ikke kende meget til hendes egen historie for at forstå, at romanen (i stort omfang) er selvbiografisk.
Hun portrætterer således en kvinde, der som barn er blevet overset (og misbrugt?!?) af sin far; en, der som barn har oplevet sine forældre blive skilt, og verden dermed forandre sig; en, der som ung er blevet flyttet fra skole til skole og blandt andet på et tidspunkt indskrevet på Tvind i Nordvestjylland; en, der som ung og voksen har vendt sin familie ryggen; en, der har skrevet ikke bare én, men flere romaner om sin barndoms traumer; som på sin egen flugt i livet har bosat sig i USA, Kenya, Irland og på Bornholm; som forvirret har skabt et kaotisk liv for sig selv; som bliver venner – og uvenner – med alle mulige; som får ansættelse som studievært på en række talkshows; her uigenkaldeligt bliver landskendt, som den meget udfordrende, smukkeserede og følelsesladede vært, der ikke kan distancere sig fra de triste skæbner, hun har i studiet; som selv får et barn og oplevelsen af ægte kærlighed; og som siden selv går ind i et mentalt mørke. Selv om hun nu er voksen og nok burde lægge fortiden bag sig og tage nu- og fremtiden på sig!
Skrifte er ikke desto mindre, som titlen antyder, endnu en gang bekendelseslitteratur af forfatteren, der i 1989 debuterede med Fars (en roman om hendes forkvaklede forhold til faderen). Hun endevender bogen igennem sit eget liv, sine erindringer, sine erfaringer – men, forekommer det mig, uden for alvor at blive klogere på sig selv. Hun udleverer begge sine forældre og i den grad sig selv. Men (sikkert som i overensstemmelse med virkeligheden) uden at formå at tage styring over sit eget liv. Hun forbliver, nøjagtig som studieværten, et ensomt menneske i sine følelsers vold – selv om sønnens sene opdukken i hendes liv truer hendes stædige selvhad med en tilsyneladende ubetinget kærlighed.
Skrifte er delt i to hovedspor, der grafisk er sat op i to forskellige fonte. I det ene spor følger man forfatteren i en form for sammenhængende livshistorie, der dog konstant springer frem og tilbage i tid og sted. I det andet spor læser man korte statements, der i flere tilfælde minder om ufiltrerede tanker fra en dagbog. Disse tanker farver den sammenhængende historie og giver et indtryk af hovedpersonens generelle sindsstemning. Nogle af tankerne lyder som følger: ”Mit liv er et brev, jeg ikke tør åbne” / ”Jeg vil bare så gerne reddes” / ”Kontrol er noget, man skal have. Jeg er ude af kontrol” / ”Jeg lever på lånt tid. Når man låner, skal man betale tilbage” / ”Måske har livet slet ikke nogen mening. Måske er det hele bare ligegyldigt” / ”Jeg vil lægge mig i kompostbunken sammen med afsavede grene og rådne æbler. Der ligger man blødt” / og afslutningsvis: ”Så, nu er lyset slukket”.
Jeg bliver berørt af hovedpersonens (læs: Synnøve Søes ) nedtrykte sindstilstand / sindsstemning. Men personligt får jeg også nok – af at læse om offeret, som ikke udvikler sig, men bare bliver mere selvmedlidende. Jeg bliver forstemt, endda irriteret over, at hovedpersonen (læs: Synnøve Søe) ikke kæmper sig ud af barndommens fortrædelige land, tager ansvar for sit eget liv og træffer sine egne, modne og gennemtænkte beslutninger – ud fra andet end impulser.
Derfor er min læsning af romanen som helhed også noget af en prøvelse.
** / Forlaget People’s Press / 152 sider