KONCERTANMELDELSE Hun har tryllebundet sit publikum i mere end 50 af sine 71 år, Annisette – den evigt unge, vilde rock rose. Og det gjorde hun igen-igen, fredag aften i DR Koncertsalen, tryllebandt.
Her optrådte hun, som et led i Vinterjazz Festivalen 2020, med DR’s Big Band, dirigeret af Peter Jensen.
Selvsamme Peter Jensen havde arrangeret musikken for big bandet – og vanen tro, gjort det virkelig godt.
Annisette havde til koncerten udvalgt en række favoritnumre af musikalske forbilleder foruden en række af Savage Roses egne klassikere. Alene derfor udviklede aftenen sig i en nostalgisk retning – selv om Annisette var til stede i momentet.
Nok var arrangementerne moderne, men musikken? Den hørte fortiden til. Men det bifaldt det modne publikum. Publikum bifaldt cover-versioner af bl.a. James Browns ”It’s a Man’s World” (1966) og Bob Dylans ”Masters of War” (1963). Bifaldt nye versioner af gamle Savage Rose numre som ”Dear Little Mother” (1972) og ”Byen vågner” (1972). Og bifaldt åbningsnummeret, ”Det er hvidt herude”, med tekst af Steen Steensen Blicher (1838) og melodi er Thomas Laub (1914).
Bifaldt det hele, fordi Annisette var til stede; fordi hun blev akkompagneret til UG; og fordi hun, korsangerinderne Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen, big bandet og Peter Jensen med rutine og kunstnerisk tyngde revitaliserede det langtidsholdbare materiale. (Heldigvis blev det hele optaget til TV).
Med sin distinkte vokal, sin autenticitet og hudløshed levendegjorde Annisette materialet, så man troede på alt. Selv hendes (til tider lidt for langhårede) formaninger om at kysse, udøse kærlighed og aktivt arbejde for fred. Man troede på alt, fordi Annisette – vanen tro – var ét med det, hun sagde og sang.
Personlig fandt jeg hendes versioneringer af ”It’s a Man’s World” og ”Masters of War” eminente. Balancen mellem det vokale og instrumentale var perfekt. Og forbindelsen til Annisettes taler om fred og fordragelighed troværdig.
Men bedst fungerede balladen, ”Homeless” (fra albummet af samme navn, 2017) og det medrivende gospel-ekstranummer, Voices of East Harlems ”Right On Be Free” (1970). Foruden, selvfølgelig, det instrumentale signaturnummer, ”Byen vågner”, som oprindeligt var åbningsnummeret på Savage Roses legendariske album, Dødens Triumf. At høre det, uden hammondorgel, men med big band – i det hele taget at høre Annisette og gennem hende, Savage Rose, med hele 15 blæsere – det var fascinerende. Også fordi DR Big Band består af fremragende musikere og i tilfældet her ledtes af en dirigent med sans for kombinationen af poprock og jazz.
Lyden var dog ikke altid på kunstnernes side. I passager mudrede den, så detaljer gik tabt. Mest detaljerig (på lyd) stod ”Byen vågner” og det allersidste ekstranummer, versioneringen af Charlie Chaplins ”Smile”. Måske fordi begge numre var nedtonede, stilfærdige. Men at andre numre skulle mudre var helt unødvendigt.
Tilbage stod dog det, at Annisette var (er og bliver) et kraftværk med en vokal, der virkelig aftvinger respekt. Uanset om hun synger hviskende eller forceret – med næsten dyrisk kraft – er det signifikant, fascinerende og imponerende, hvad hun formår.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk