Ginne Marker: For Seasons to Come

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Hun er et forholdsvis ubeskrevet blad – den unge, danske sangerinde, sangskriver, guitarist og komponist, Ginne Marker, som nu albumdebuterer. Vel har hun taget publikum med storm på SPOT Festivalen i sommeren 2019, vel har hun på ingen tid rundet et stort antal lyttere på Spotify med sin første single, Sunny Days; vel er hun allerede for to år siden (af Ålborg Kommune) blevet tildelt titlen: ”Årets Nordjyske Songwriter 2017”, og vel har hun siden modtaget andre nomineringer, priser og titler.

Men med albummet, For Seasons to Come, vælter hun alligevel alle forsvarsværker, for dét her – det er et af de bedste danske singer-songwriter- / vokaljazzalbumdebuter i et årti! Albummet er suverænt produceret og godt udgivet af Aske Jacoby på dennes nystartede pladeselskab, Giant Birch. Og kombinationen, Aske Jacoby og Ginne Marker, er altså virkelig god, for førstnævnte formår at understøtte sidstnævntes kvaliteter som sangskriver og formidler.

Uanset om man vil kalde Ginne Markers sange / musik vokaljazz eller pop eller jazzpop, så er hendes sange sanseligt smukke, åbenlyst ægte og særegne, personlige, eftertænksomme og velskrevne. Hendes vokal og guitarspil er dynamisk, tilsyneladende legende let, udforskende, varmt og dragende. Hun er klart et instinktivt naturtalent, og ikke bare det: Hun er også en, der har øvet sig og oparbejdet en sjælden styrke. Derfor står / sidder vi andre nu med adgang til et sublimt materiale, som vitterligt forløses til UG. Det forunderlige er, at Ginne Marker holder niveauet hele albummet igennem, og at sangene og musikken så absolut har et internationalt tilsnit. Den er enkel og samtidig kompleks, hypnotiserende og dog universel.

Udover Ginne Marker medvirker på albummet Øyvind Ougaard (trækharmonika), Fredrik Damsgaard (el-bas), Rune Funch (guitar), Jacob Christoffersen (piano), Dan Hemmer (Hammondorgel), Jeppe Gram (trommer), Rune Harder Olesen (percussion), Aske Jacoby (piano, guitar), Kaare Munkholm (vibrafon), Mads Hyhne (trombone), Mads la Cour (flygelhorn) og Anders Gaardmand (tenorsax). Med denne sum af rutine i ryggen, skaber unge Ginne Marker et stærkt nyt album, der f.eks. sender tankerne i retningen af Joni Mitchell.

***** / Giant Birch / 43 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share