MUSIKANMELDELSE Fosterchild er en dansk/tysk jazzkvintet bestående af Sebastian Gille på sax, Kasper Tranberg på trompet, Jacob Anderskov på klaver, David Helm på bas og Fabian Arends på trommer. Kvintettens musik er eksperimenterende, grænsende til avantgardistisk. Den er sensitiv og intuitiv, men samtidig også forunderligt stringent, struktureret og let. Vel er den kompleks og mange facetteret, men den er også enkel, tilgængelig og simpelthen til at forholde sig til. Kvintetten falder således ikke i avantgardens åbenlyse fælde – dens musik er ikke introvert og fortænkt. Dens musik er også til at føle! Og det er dét, der gør Dear Earthling så lytteværdig. Kvintetten tager med sin originalitet og stil lytteren med på en fascinerende rejse ud i det ukendte og uforudsigelige og formår på fin og åben vis, at kombinere modet til at opdage nyt med det allerede erfarede. Og dét aftvinger respekt. Fosterchild er en konstellation, som jeg uvilkårligt håber består, og som jeg får lyst til at følge i årene, der kommer.
**** / ILK Music / 43 min.