MUSIKANMELDELSE Der er i hvert fald to ting, der kendetegner Kira Skov som kunstner. Den ene er, at hun har sit helt eget særegne og genkendelige, melankolske udtryk som sangerinde. Det andet er, at hun synes villig til igen og igen at vælge eller skabe noget nyt materiale og omgive sig med skiftende støtter, der kan bringe hendes udtryk i nye retninger.

I de seneste år har hendes udtryk båret præg af 1), at hun måtte igennem en sorgbearbejdning, efter at hun mistede sin mand – bassisten, Nicolai Munch-Hansen og 2), at hun hyrede produceren, Mark Howard, som på raffineret vis formåede at high-lighte hendes særlig gråtone og gøre hende til Danmarks seriøse svar på P.J. Harvey.

Hendes nye album, I nat blir vi gamle, bringer nyt med sig. For lydbilledet har forandret sig. Nok er der en umiddelbar genkendelighed over sangerindens gråtone, men produktionen er anderledes, og det skyldes især Silas Tinglef og Anders Trentemøller. Førstnævnte er co-producer på albummet, sidstnævnte den der har udstukket kursen.

Hvor man de sidste par år har kunnet genrebetegne Kira Skovs musik som vokalbaseret kammerjazz, må man i tilfældet, I nat blir vi gamle, tale om vokalbaseret, elektronisk musik, med inspiration fra især hiphop, triphop og moderne pop.  

Tekstuelt befinder Kira Skov sig stadig i det eksistensfilosofiske, idet hun synger om fænomener som angst, sorg og uvished. Og stadig med lyrisk kraft.

Personligt finder jeg dog, at det nye album stritter mere i forskellige retninger end de forrige, mere stringente album – måske som følge af, at der genremæssigt er flere forskellige inspirationskilder til dette nye. Genremæssigt foretrækker jeg de af I nat blir vi gamle’s numre, som læner sig mest op ad triphoppen. De fremstår nemlig som de bedst forløste og mest formfuldendte – det gælder f.eks. et nummer som ”Tågetale”.

Stadig er Kira Skov ikke desto mindre i særklasse som formidlende sangerinde og sangskriver.

***** / Stunt Records / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk