MUSIKANMELDELSE Surefire Sweat er navnet på et nyt, canadisk jazzfunkband med trommeslageren, Larry Graves, i spidsen. Bandets selvbetitlede album emmer – trods det, at der er tale om et debutalbum – af rutine, med ekspressive blæsere fra væg til væg og intrikate, underliggende rytmer, som i flere skæringer sender tankerne i retningen af John Scofields 1990’er-funkjazzbands og 1990’ernes Tony Allen og dennes særegne miks af afrobeat og afrofunk. Surefire Sweats hypermoderne jazzfunk er hovedsageligt instrumental, men ikke desto mindre som en stribe af perler, hver med sit narrativ og sin fortælling om menneskelige vilkår. Det hele serveres i et fascinerende, dansabelt take, der drives af blæserne, trommerne og el-guitaren. Og som konstant føles som brobygning mellem genrer og kontinenter og disses traditioner. Afrika møder Nordamerika, afrobeat møder moderne jazz, jazz møder funk og så fremdeles. Og tro mig – det forekommer organisk naturligt, smukt og uforstilt. Inciterende. Insisterende. Pågående.
**** / Surefire Sweat / 44 min.