BOGANMELDELSE Hovedspringere er tredje bind i Carsten Jensens nye række af essayistiske debatbøger (en række, som han påbegyndte for bare otte måneder siden – i august 2018 – efter at han var sprunget fra forlaget Gyldendal til Politikens Forlag. (Det siges, at han i serien vil skrive i alt fire bøger, men ikke hvad sidste bog vil handle om!).

Hovedspringere er en debatbog, der, som undertitlen antyder, bl.a. handler om ”mennesker på flugt”. Og med dét emne – og det faktum, at Carsten Jensen sædvanligvis deler vandene (måske fordi han i enhver forstand er skarp) – vil han også med denne bog dele vandene, for flygtninge og indvandrere udgør notorisk en anstødssten, politisk.

Derfor vil nogle sandsynligvis læse denne bog med politisk modvilje, måske endda helt undlade at læse bogen (under henvisning til, at forfatteren er en kulturradikal ”halalhippie”). Men andre vil læse bogen med slet skjult fryd – og godte sig, når manden med den skarpe pen spidder de politikere, der her til lands og med alle tilgængelige midler forsøger at modstå flygtningestrømmen.

Selv er jeg ikke indifferent overfor den politiske disputs, men jeg håber – før læsningen – at Carsten Jensen undlader at blive perfid, hvilket han kan blive. Jeg håber, at han nøgternt og redeligt redegør for den humanisme, han sædvanligvis gør sig til talsmand for, og som vitterligt er en del af vores europæisk selvforståelse og en integreret del i diverse konventioner (f.eks. FN’s Flygtningekonvention).

Hovedspringere handler om menneskets (læs: visse danskeres) ligegyldighed overfor mennesker på flugt og om det at ignorere eller fornægte andres lidelser. Mange af de synspunkter og retoriske spørgsmål, Carsten Jensen bringer til torvs i Hoverspringere er interessante (og relevante) uanfægtet af, at han ikke selv besvarer dem alle. At han undlader at besvare dem alle bekræfter bare, at han er en til tider drilagtig kritiker, en skarp retoriker, måske idealist, men ikke politisk beslutningstager! Trods det er det interessante iagttagelser og pointer, han disker op med i bogen.

Carsten Jensen skriver om de umærkelige forskydninger, der sker i sproget, og som gør os immune overfor andre i nød og eksempelvis gør os i stand til at anfægte andres legitimitet som flygtninge. Han beskriver, hvordan et ord som ”flygtningelejr” er kommet ”i familie med” ord som ”interneringslejr, koncentrationslejr og dødslejr”. Hvordan ordet ”flygtning” er kommet til at dække over mennesker, der ikke er ”som os” – selv om også vi har erfaringer med tab og det at miste fodfæste og ståsted. Ifølge Carsten Jensen er demokratiet alene dermed gerådet i fare, og samfundets stabilitet erstattet af kaos og uforudsigelighed – som man ser det i f.eks. Italien, Ungarn og Polen. Eller i England – forud for Brexit.

Carsten Jensen skriver om de flygtninge, som vi opfatter som overflødige mennesker, der ikke har nogen funktion, men som bare er uundgåelige konsekvenser af moderniteten og globaliseringen; mennesker, der er ramt af lokalt forankrede konflikter, som globaliseringen ikke tager hånd om; og som ”vi” alligevel ønsker skal blive, ”hvor de er i det, der med en hyklerisk omskrivning hedder nærområderne”. Og så spørger han retorisk, om ikke alle steder – også Danmark – er nærområder i en globaliseret verden? Om ikke alles hjerter er nærområder, når det gælder om at hjælpe?

Carsten Jensen skriver om sin læsning af Dorit Lessings bog fra 1980’erne, Vores ord forsvinder for vinden, hvori hun skrev om de enorme flygtningelejre, der opstod i Iran og Pakistan som følge af krigene i flygtningenes hjemland, Afghanistan. Doris Lessing rejste i en høj alder dertil for at beskrive det, som i hendes eget hjemland, Storbritannien, ikke for alvor ramte medierne, men var gemt bag en ”ligegyldighedens mur” og dermed bekræftede det gamle ordsprog om, at det, der er ude af øje, er ude af sind. Ordsproget er, ifølge Carsten Jensen, som et billede på det, Socialdemokratiet gør sig til talsmand for ved at foreslå opsamlingslejre i det nordlige Afrika.

Han skriver om den magtesløshed, han selv har oplevet, når han – som Doris Lessing – har været i et af verdens brændpunkter og der har set og hørt ting, som ellers ikke rammer mediernes flader, men som ikke desto mindre må fortælles videre. Især skriver han om det, at der i vestlig kultur er opstået et dybt ønske om at se flygtninge berøvet deres menneskelige kompleksitet, og om det, at flygtninge af samme grund er blevet til tal og statistikker. Han refererer til jødernes forhistorie, som den står skrevet i Det gamle Testamente – jøderne som det fordrevne folk: ”Når deres blik faldt på en forkommen fremmed, glemte de aldrig, at de selv havde været i hans eller hendes sted. Det er essensen af hverdagsdemokratiet. Vi er alle jøder, og det er de fremmede også.”

Han nævner den ungarske instruktør Laszlo Nemes’ film Sauls søn – hvori jøderne, der forud for deres udryddelse blev objektiviseret og kaldt ”stykker” – der er så og så mange stykker, der skal med toget i dag, kunne en sætning hedde. Der var tale om anvendelse af bureaukratiske omskrivninger eller bekvemmelighedsord, der kunne fjerne ethvert indtryk af barbari. Men som den tysk/jødiske filolog Victor Klemperer skrev i sin bog om sproget i Det Tredje Rige – ord kan virke ”som bittesmå doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Ikke dermed sagt at Carsten Jensen er tilhænger af censur eller selvcensur, men han påpeger – som Nemes og Klemperer – at hadefulde ord kan danne grundlaget for demokratiets selvmord.

Det, man kalder dansk hygge, angriber han, idet han pointerer, at den består af halvmørke, søvnige stearinlys og indøvet harmoni; et konfliktangst fællesskab med ryggen til potentielle fjender – som f.eks. flygtninge og migranter; til trods for at demokratiet i virkeligheden står sin prøve i mødet med mennesker, der er kulturelt og religiøst forskellige fra flertallet. Han mener, at den danske hygge er blevet ramt af en virus, og at landet herefter har udviklet sig til en højborg for den højre-populisme, som også – i form af aggressive protestbevægelser eller stadig mere autoritære ledere – er begyndt at hjemsøge andre lande i Europa. Og som f.eks. gør, at konventioner sættes under pres; at der opstår dobbelte standarder; forskellige regler for os og dem. Men reelt er der, ifølge Carsten Jensen, tale om en selvlikviderende humanisme i Danmark – når det gælder flygtninge. Hverken Dansk Folkeparti, Venstre eller Socialdemokratiet vil se flygtninge på dansk jord. De vil hellere se dem i Nordafrika. På velsignet afstand.

Det såkaldte paradigmeskift er han usikker på. Betyder det f.eks., at vi nu skal til at behandle flygtninge ordentligt? Eller er det omvendt? Nu skal der trampes løs på rettigheder og anstændighed! Under alle omstændigheder opfatter han det som symbolpolitik, at der skal handles og strammes, markant og på alle tænkelige måder, indsamles smykker, skaffes adgang til hemmelige bankkonti, etc. Han taler om paradigmeskiftet som et potentielt stalinorgel, et angreb på alle fronter og om, at det efter indførelsen kun vil blive de ressourcestærke flygtninge, der kommer hertil, medens de fattigste, dem der virkelig kunne have brug for hjælp vil blive hængende i de krigshærgede lande, nærområderne eller de overfyldte flygtningelejre. Og så undrer han sig over, hvad der mon banede vej for det ekstremes positionering som midtsøgende og moderat. Hvorfor Dansk Folkepartis politik, som engang blev opfattet som ekstrem og ikke stueren, nu er blevet ombejlet; hvorfor partiet har fået lov til at diktere dansk flygtninge- og integrationspolitik. Og i dette tilfælde svarer han selv: Hyppig omtale resulterer i politisk tyngde! Det er derfor, ifølge Carsten Jensen, at synspunkter i debatten om flygtninge – synspunkter som før var utænkelige – nu ikke bare er legitime, men også er de eneste legitime. Dem, der i dag mener noget andet, har ikke nødvendigvis uret, men de har tabt en magtkamp.

Endelig taler han i bogen om sin egen følelse af afmagt og vrede og øgede trang til aktivisme mod forhærdelsen – f.eks. mod hjemsendelse af afviste asylsøgere. ”Når man tænker på de mennesker, der forhærder sig og lukker øjnene for en menneskelig tragedie, som det står i deres magt at forhindre”, så må man handle. Som fællesskab og samfund. Imod dem, der har ”skabt en stemning, som belønner de sammenbidt afstumpede og skubber dem, der rækker hånden frem, til side.”

Som for at præcisere, hvori hans egen aktivisme (og trods alt også optimisme) består, skildrer han en række konkrete sager – om asylansøgere og danskere, der tager imod dem; om den menneskelighed, der trods alt kan ses som den herskende norm i Danmark; det at en, to, tre, mange hjælper og pludselig er der en bevægelse, der folkelighed, medmenneskelighed og anstændighed.

Men stadig påtaler han det, at flertallet i Folketinget ikke kører i hvide busser, men i sorte busser, hvis eneste opgave er at deportere nødlidende familier og børn ud af vores synsfelt på en dødsrute med undergangen som endestation.

De i alt 115 korte kapitler er heftige, lærde og lige-på. Helt, som man kunne forestille sig det fra Carsten Jensens side, markante!

**** / Politikens Forlag / 176 sider